Brev:

Pige på 5 år

---

Kære Helen

Jeg har den dejligste pige på 5 år. Hun er en fornuftig og glad og kærlig pige, der er vellidt og har mange veninder. Hun er god til at lege både alene og sammen med andre børn, og hun har et godt sprog. Kan ind i mellem også være lidt genert specielt i store forsamlinger og overfor fremmede.

Hun er dog også meget stædig, hvilket jeg også kender fra mig selv. Hun har fra helt lille villet alting selv.

Problemet er bare, at hun har et voldsomt temperament. Går tingene ikke lige, som hun havde forestillet sig, bliver hun helt hysterisk, og hun giver sig til at skrige eller råbe. Vi siger så til hende, at hun er nødt til at fortælle os med ord, hvad der er galt, for ellers ved vi ikke, at det måske lige er fordi dukkeskoen driller eller fordi, at kartoflen skulle have været skåret over.

Hvis hun vil have vores hjælp, kalder hun ikke altid almindeligt på os, men udstøder i stedet nogle skrig/lyde eller kalder med en skrigende stemmer. Det samme, hvis noget driller hende, kan vi se, hvor gal hun bliver, og når vi så prøver at hjælpe hende, gør vi næsten altid det på en forkert måde eller også ville hun selv, og så udløser det endnu et raseriudbrud.

Vi spørger hende ofte, om vi skal hjælpe hende, inden vi gør noget, om hun vil have tingene på den eller den måde, inden vi bare gør det, da hun ellers også kan blive meget gal. Men det er jo kun ved de ting, vi vurderer, hun skal have medbestemmelse på.

Der er nogle ting, som vi bestemmer, og som vi mener hun skal rette sig efter. Men hun har tit svært ved at acceptere et nej. Ofte gør hun det bare alligevel, og hun bliver så helt hysterisk, når vi bremser hende. Hun skriger og kan finde på at kalde os f.eks. "din store idiot", slå og sparke os eller smække med døren. Det synes vi er meget frustrerende, og hun bliver sendt på sit værelse, når hun skriger os helt hysterisk ind i hovedet, eller sparker og slår eller kalder os grimme ting.

Det samme, hvis det er lillebror det går ud over (han er også ved at lære, at man kan slå og bide, hvis man ikke får sin vilje). Jeg kan slet ikke forstå at en lille pige kan reagere så voldsomt, og kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det mon ikke skal blive, når hun bliver teenager.

Hun kan også blive meget jaloux på især lillebror som er 2 år yngre. Hun bliver igen meget hysterisk/gal/ked af det, hvis han får lov til noget først eller til noget, hun ikke får lov til. Men vi mener, at hun skal lære, at der også skal være plads til andre end hende, og at man ikke kan det ...

---

---

... samme som alle andre, og at man ikke får sin vilje bare ved at stikke op i et skrig.

Det, jeg prøver på, er at forsøge at lære hende at sætte ord på hendes følelser i stedet, men det er bare så svært at trænge ind til hende, når hun bliver så gal. Jeg prøver at sige til hende, at jeg godt kan se, at hun bliver gal/ked af det, og at det også er iorden, men at det ikke er i orden at f.eks. slå og sparke. Hun bliver ofte sendt ind på værelset med den besked, at hvis hun skal skrige, kan hun gøre det derinde, og at hun kan komme ud, når hun er færdig, og at vi kan være sammen, når hun er faldet til ro.

Jeg vil jo gerne lære hende at kunne takle disse store følelser, som jeg kan se, er alt for store til, at hun kan rumme dem. Hun bliver så ked af det, og det gør også mig og min mand kede af, at vi ikke ved, hvordan vi bedst håndterer situationen, så vi kan hjælpe hende videre. Hun siger tit, at vi ikke må blive sure på hende, og at hun ikke kan lide, at vi skælder hende ud, og det skærer mig dybt i hjertet.

Jeg siger til hende mange gange i løbet af en dag, at hun er min dejligste pige, og at jeg elsker hende utrolig højt. Hvis vi har haft en af disse trælse episoder (som selvfølgelig ikke forekommer hver eneste dag, men tit) siger jeg også altid til hende, at det ikke er fordi jeg ikke elsker hende, for det gør jeg utrolig højt, og det vil jeg altid gøre, men at hun skal høre efter, hvad hendes mor siger, og at det var derfor, hun fik skæld ud.

Nogle gange bliver disse følelser så svære for hende at takle, og det eneste der kan få hende til at falde til ro igen er, at jeg sætter mig med hende og holder hende tæt ind til mig - længe.

Jeg har som barn altid selv været genert, men også utrolig temperamentsfuld, og vi ligner nok hinanden utrolig meget. Jeg vil bare så gerne hjælpe hende videre på en måde, hvor jeg ikke svækker hendes selvtillid, så hun kan blive mere udadvendt end sin mor. Men jeg er jo netop bange for, at disse situationer, jeg har beskrevet vil svække hendes selvtillid.

Både min mand og jeg synes, at vi tit taber hovedet, når situationen bliver for tilspidset, og så råber vi højt eller tager lige lidt ekstra fat i hendes arm, så vi er da godt klar over, at det er os selv, der skal gøre arbejdet for at ændre på tingene, men vi ved bare ikke hvordan. Vi mangler virkelig nogle redskaber, der lige passer til os.

Jeg håber meget, at du kan hjælpe os med at se situationen fra nogle nye vinkler og give os nogle redskaber vi kan bruge.

Med venlig hilsen
Tina

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---