Svar: Rykning af døgnrytmen
Hej med dig
Min første tanke, når jeg læser dit brev er, at din datter sandsynligvis har ændret rytme både på grund af julen, men også på grund af hendes alder. De fleste børn vil omkring 3 måneders alderen begynde at sove mindre og vi gerne spise hyppigere ved brystet - simpelthen for at få stimuleret til mere mælk. Jeg tænker derfor at det for det første er meget vigtigt at du lægger hende til brystet så meget som muligt i løbet af dagen.
Derudover tænker jeg, at man jo desværre ikke kan få det hele. Du har en pige, som sover hele natten, ammes og så sover igen. Du er således meget privilegeret og da hun sover så godt om natten er det nærmest umuligt at få hende til at sove om aftenen også - hun er trods alt kun 3½ måned gammel.
Hendes måde at spise på og hendes forsinkede bøvsning, det ændrer sig med tiden og i takt med at hun kan begynde at få andet end bryst, så vil hendes rytme sandsynligvis ændre sig igen. Der er således håb forude:o)
Jeg vil dog medgive dig at det er uholdbart at gå i soveværelset kl. 22.30 og lillepigen først sover kl. 24. Er det nødvendigt at gå i soveværelset? Kunne du amme i stuen og så putte hende selv i soveværelset, måske hun selv kunne finde roen i mørket? Du skriver jo at hun ofte spiser bedst, når hun vågner fra en lur og at det er en ulempe at amme hende lige inden søvnen på grund af bøvsning. Så kunne det ikke lade sig gøre at amme hende til natten i stuen, lade hende bøvse af og så putte hende i soveværelset efterfølgende?
Med hensyn til at sove på maven, så er det rigtigt at dette ikke anbefales. Jeg kan jo se at I allerede har forsøgt alt uden held og jeg tænker, at det I nok må forsøge er, at putte hende på maven, men når hun så sover, så prøv at vende hende om. Risikoen for at hun bliver ved at bøvse i søvne svinder jo også i takt med at hun bliver ...
... ældre.
I den forbindelse tænker jeg også at en sut vil hjælpe og det er godt at hun er begyndt at ville tage den. Det at sutte sætter gang i tarmperistaltikken og en sut kan hjælpe hende med at få luften igennem systemet, så det ikke nødvendigvis altsammen skal ud som en bøvs, men så det kommer ud som en prut i stedet. Prøv at trække en stofble igennem sutten, hvis I kan og læg sut med stofble ved hendes ansigt. Det hjælper hende til at holde bedre på sutten, når I nu prøver at lægge hende om på ryggen med ansigtet drejet til siden.
Det lyder som om at Helle er i risiko for at reagere på komælk og derfor er det jo rigtig godt, hvis du kan amme så længe som muligt. Den erstatning som anbefales til børn med komælksallergi købes på apoteket og hedder Nutramigen eller Profylac. Den er lavet på komælk, men komælksproteinerne er spaltet på en anden måde og derfor kan det godt gives til børn med mælkeallergi.
Som jeg har nævnt ovenfor, så vil Helle i takt med at hun begynder på anden mad, også kunne få en anden rytme. Når I på et tidspunkt begynder med skemad til hende, så vil det være en rigtig god idé at forsøge med dette på nogenlunde samme tidspunkt i løbet af dagen. I vil kunne begynde at se lidt mere på klokken end på Helle og vil således kunne begynde at styre tiderne for mad og søvn på en anden måde. Ting tager tid, men tiden hjælper også på tingene. Jeg tror derfor ikke I skal være så bekymrede omkring dagplejestart.
Når Helle når en alder, hvor hun skal starte i dagpleje, så får hun her så mange nye indtryk, at det vil trætte hende og igen vil hun sikkert ændre søvnmønster.
Jeg beklager at jeg ikke kan give jer noget mere præcist, men det er sådan det er. Tilgengæld må I glæde jer over at I har en datter, som lyder til at trives rigtig godt, en rigtig dejlig lille pige:o) Fortsat held og lykke med hende.
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Ultralydsscanning - gravid
Ultralydsscanning giver os muligehed for at se ind i livmoderen til det lille barn. Ved at ultralydsscanne kan man således se, om barnet har det godt, man kan vurdere, om barnet vokser, som det skal, og man kan regne ud, om terminen er rigtig. Man vil også kunne se, om der er mere end et barn.
Når man ultralydsscanner, bevæger man et kegleformet eller rundt apparat rundt på den gravides mave. Der sendes nogle lydbølger gennem maven og på en skærm, vil man kunne se, hvordan...
Øjenbetændelse
Øjenbetændelse kaldes også conjunctivitis. Det er betændelse i øjets bindehinde, som dækker indersiden af øjenlåget og det hvide af øjet.
Der er to former for øjenbetændelse - en mild og en svær.
Den milde øjenbetændelse opstår ofte hos forkølede børn. Øjet bliver let rødt, det løber i vand, og der kommer "gule klatter" i øjenkrogen, især efter søvn. Denne form for øjenbetændelse skyldes virus, som kun er lidt smitsom, og børn med denne form for øjenbetændelse må...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak. Jeg tænker tit på, at jeg i dine svar bliver betrygget i, at jeg ser rigtigt - jeg har et barn, som har et stort tryghedsbehov.
Det er som om at der for tiden er en trend der går på, at vi skal lave 'godnat og sov godt' på vores børn, sætte dem i skammekrog (eller tænkeboks eller hvad man kalder dem) når de ikke gør som vi vil have de skal gøre. Mon det er alle de tv udsendelser om nannys der redder verden for en familie, hvor alt er gået galt, som har tændt op under de ideer?
Hvor er det ærgeligt, at vi skal blive sådan i tvivl om, at det vores instinkt fortæller os om vores børn. Og hvor er det bare fantastisk rart, at du i dit virke hjælper, støtter og betrygger os, som har brug for at blive bekræftet og rådgivet i en retning, som vi kan være med på uden at hjertet bløder.
Tak for det!
Kærlig hilsen
Mor.

