Brev:

Viljestærk 5 1/2 årig der spænder ben for sig selv

---

Kære Helen

Jeg skriver fordi jeg gerne vil blive bedre til at give min datter den opbakning og støtte, der kan hjælpe hende til at få et stærkere selvværd.

Den konkrete anledning er en fastelavsnfest i børnehaven, hvor hun her til morgen ikke ville have kostume på, fordi hun pludselig ikke turde. Baggrunden var, at hun selv havde fået den ide, at hun ville være fastelavnsbord, og at det skulle laves af en papkasse. Det var jo ret flot fundet på, og hun lavede så selv i vinterferien et flot bord sammen med sin bedstefar og far.

I går var vi så til vejfastelavn, og jeg tror i virkeligheden, hun havde det ret skidt med al den opmærksomhed, det affødte, at hun havde den flotte og kreative udklædning på. Det er jo ikke nemt at skille sig ud. Desuden havde hun svært ved at slå til tønden - og da hendes nære venner og fætre, så vandt konge/dronningekronerne snakkede vi om, at det jo var nemmere at slå med to hænder. Det har hun så brugt som grund til, at hun ikke ville have kostume på i dag.

Jeg synes, det er dødsvært ikke at blive irriteret over hendes stædighed, for hun har en meget stærk vilje. Samtidig ved jeg godt, at hvis jeg forsøger at overbevise hende, så låser hun sig mere fast.

Måske skal jeg bare glide helt af og sige fint, så tager vi det ikke på? Men grunden til, at jeg bliver i tvivl er, at jeg synes hun skal prøve at overvinde den angst, der hæmmer hende.

Vi har haft en del lignende situationer gennem årene: Cirkus i børnehaven, hvor hun ikke ville være med til optræden. Lucia optog, hvor hun er sprunget fra (begge gange har der været små ting der har provokeret det som fx sygdom eller træthed - men mekanismen er der, og der skal ikke meget til, at hun melder fra i sådan nogen situationer. Og jeg har haft svært ved bare at trække på skuldrene af det.

Bagefter har jeg ærgret mig lidt over, at jeg har blandet mine egne følelser lidt for meget ind i det. Så jeg er endt med at forsøge at overtale hende - hvilket jo sikkert bare får hendes nederlagsfølelse til at vokse.

Vi har også måtte melde os fra svømning. Det er hver gang der sker noget nyt - kombineret med at man skal gøre tingene på en bestemt måde: F.eks. til svømning: håndtere angsten for det dybe vand (de måtte ikke bruge svømmevinger) + følge instruktioner. Her var det forståeligt nok, at det var for store forventninger, og vi meldte fra frem for at insistere på, at hun skulle gennemføre. Men vi vil gerne langsomt styrke hendes evne til at håndtere de her situationer.

I forhold til ...

---

---

... legekammerater er det også stadig en overvindelse for hende at skulle hjem til andre. (Hun er 5 1/2). Det kan for en stor del forklares ved, at vi bor i dobbelthus med hendes helt jævnaldrende fætter, som hun har haft som en "pseudotvillinge-legebror" siden de var 1 1/2. Men også her vil jeg gerne styrke hendes mod, så hun kan indgå i legerelationer i skole/SFO. Der er ved at have en alder, hvor hun skal have andre nære legerelationer, og desuden begynder kønsforskellen at vise sig. Desværre har der ikke været så mange piger på hendes alder i børnehaven - og dem der er er meget tætte og sammenspiste venindepar.

Vi har prøvet at invitere børn herhjem - og så sige at hun så skulle hjem til dem næste gang. Men det er kun blevet til 3-4 besøg hos andre! Jeg tror de holder op med at spørge hende efterhånden som hun afviser dem - og det er jo synd.

Mine overvejelser går som sagt på, hvordan jeg støtter hende. Og jeg er opmærksom på at forsøge at skille hendes behov fra mine forventninger som forældre (hun er storesøster - og jeg ved at det nogle gange kan gøre at man som forælder lægger større forventningspres end på nummer to "der jo nok skal klare det hele"....). Det er bare meget svært i situationen, hvor man tit bliver så ærgerlig over, at hun udelukker sig fra nogle oplevelser, der kan give sejre og positive oplevelser.

Samtidig har både hendes far og jeg været ret forsigtige og generte som børn. Ikke i ekstrem grad - men jeg kan sagtens sætte mig i hendes sted. Jeg havde nok bare ikke samme vilje til at sige fra, som hun har - på godt og ondt.

Mine tanker går også på, hvordan jeg kan støtte hende, når hun skal i skole til sommer. Hun glæder sig rigtig meget, og jeg er ikke så bekymret. Men når de her situationer opstår, tænker jeg alligevel på, hvordan vi bedst griber det an, så det ikke bliver en vane, at hun melder fra når der er fællesoptræden og lignende, for det giver jo selvtillid at gennemføre og se at man overlevede!

Jeg vil også gerne have ideer til, hvordan jeg kan få sat ord på de her ting til hende på en måde, der kan hjælpe hende. Vise hende at hun er god nok som hun er, og at hun ikke skal leve op til noget - men bare få nogle sjove oplevelser. Det bliver nemt så kompliceret - og jeg vil nødig gøre det mere indviklet for hende end det er i forvejen. Hun er en tænksom og klog en. - og meget perfektionistisk, som jeg tror spiller en stor rolle.

Det var en masse refleksioner. Jeg håber, at du kan give mig lidt at arbejde videre med:-)

Bedste hilsner

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---