Brev:
Farsyg - 20 mdr.
Kære Helen
Nu skriver jeg igen, med håbet om at du igen kan give nogle gode råd.
Vi har en datter på snart 20 mdr. og hun er MEGET farsyg, og har været det i snart et år, men det er som om det bliver værre og værre, og jeg bliver mere og mere ked af det. Jeg vil prøve at give et billede af vores lille familie.
Vores datter havde kolik indtil hun var 3 mdr. hun fik flere gode timer end dårlige men hun var stadig meget pjevset, og græd en del, dvs. hun ”hang” meget på mig i løbet af dagen, og jeg havde derfor også et behov for at give hende videre til hendes far når han kom hjem fra arbejdet.
Jeg gik hjemme i 8,5 md. Derefter gik min mand på orlov i 6 uger, og så startede hun i vuggestue, som hun så går i idag, hvor min mand afleverer hende om morgenen, og jeg henter hende. Jeg er gået på deltid og henter hende ved 15 - 15.30 tiden. Vores fordeling er ofte at vi i weekenden deler os, når der skal ordnes ting, dvs. vores datter og jeg er sammen og min mand for sig selv. Det er oftest mig som tager vores datter med, samtidig har min mand også været væk nogle weekender alene, det har jeg aldrig været, jeg har været ude med nogle veninder nogle få gange om aftenen, min mand og jeg har dog været til fester sammen, hvor vi har fået vores datter passet.
Når hun er syg er det mig som sidder oppe med hende om natten, tager hende med til lægen, ørelægen (vi går også til børnelægen på sygehuset hvor hun blev født, pga. problemer med tarmsystemet, her er det også mig som tager hende med). Det skal lige siges at min mand er selvstændig, og derfor er det stort set altid mig som gør disse ting med hende, hvilket er en helt enig aftale mellem os.
I det hele taget så er jeg noget mere sammen med hende end min mand er, og alligevel er det oftest FAR som duer. Et eksempel kan være at hun sidder på armen af hendes far, og jeg skal så tage over, så kaster hun sig ind til ham og begynder at græde, og sige NEJ….., så tager jeg hende, og så går hun fuldstændig i bro, og skriger. Og når jeg så sætter hende ned så styrter hun tilbage til hendes far, jeg kan ikke engang nå at få hendes opmærksomhed på noget andet.
En anden ting er at hvis hun slår sig, så kan jeg slet ikke få lov at trøste hende, der er det kun far som duer, og er han ikke hjemme, så kan hun finde på at skubbe mig væk, og selv vende sig væk fra mig. I det hele taget skubber hun mig meget væk, og det er ...
... noget af det mest sårende jeg nogensinde har oplevet, både fordi det gør ”ondt” på mig at hun ikke ”vil” mig, men det gør også ondt at se hende græde sådan uden at jeg føler jeg kan gøre noget for hende.
Normalt hører man så meget om morsyge, og jeg ville forstå at hun blev FARSYG hvis jeg aldrig var hjemme, men sådan hænger det jo ikke sammen. Jeg er begyndt ”opgive” lidt, dvs. jeg tager ikke kampen med hende mere. Det skal lige siges uden at det skal lyde som en dårlig undskyldning, men jeg har stort set været syg (forkølet m.m.) siden januar, samtidig med at jeg er gravid igen, jeg er i 11. uge, og har ret meget kvalme, og har også kastet ret meget op, dette er dog overstået, nu er det ”kun” kvalmen, og træthed jeg døjer med. Men jeg kan mærke at min tærskel ikke er hvor den normalt har været, jeg bliver meget hurtigere irriteret på hende, hvis hun f.eks. ikke lige vil ha’ skiftet ble, eller sove o.l.
Det skal dog lige siges at det er sjældent jeg skælder ud, jeg prøver virkelig at sætte ord på hende følelser, dvs. prøve at sige f.eks. ”jeg kan godt høre at du er vred lige nu……” Men jeg føler jeg taler for døve øren. Til gengæld er jeg også blevet MEGET følsom, jeg græder meget, og min kære datter kan virkelig få mig ud i torvene.
Jeg havde aldrig forestillet mig at skulle stå i en sådan situation, jeg troede naivt at børn bare gerne vil begge deres forældre, selvfølgelig nogle dage/perioder den ene mere end den anden, men dette har stået på snart et år.
Når min mand ikke er hjemme så har vi det rigtig godt sammen, kan grine, lege, læse, hygge m.m. sammen uden problemer.
Min mand og jeg har talt om, hvorvidt vi skulle prøve at gå til en form for ekspert som evt. kan hjælpe. Vi ved bare ikke hvad det er for en person, og vil høre om du kan hjælpe, enten med nogle gode råd til hvordan vi kan løse vores problem, da det jo også er enormt hårdt for min mand, både at se mig ha’ det så dårligt, men også at han stort set ikke kan gå igennem stuen, uden at hun ”hænger” på ham. Eller om du kan hjælpe os med at finde ud af, hvor vi kan gå hen for at få hjælp.
Og så lige en sidste ting, hun er begyndt at slå hovedet ind i ting, såsom vores køkkenskabe, sin seng eller sofabordet hvis hun bliver irriteret, noget driller eller hun ikke får sin vilje. Er det normalt for hendes alder, eller hvordan skal vi tackle det?
Mange hilsner fra
En meget frustreret MOR
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Forstoppelse
Hvis dit barns afføring er hård og knoldet, så har dit barn forstoppelse. Ofte vil barnet også have ondt i maven og være grædende. Børn der tilbydes modermælkserstatning får hyppigere forstoppelse, end børn der ammes. Men børn der ammes kan også godt få problemer med forstoppelse.
Får dit barn modermælkserstatning, skal du være opmærksom på, at blandingsforholdet er korrekt. Du kan også prøve at skifte till en anden type erstatning - der findes erstatninger, som er udviklet til...
Kræsenhed
Når barnet er kommet i gang med skemaden, så er det meget vigtigt at introducere så meget forskelligt af familiens mad som muligt.
Når barnet først er blevet 1 år, så er appetitten og lysten til at smage noget nyt ikke særlig stor.
Prøv altid at servere det samme for barnet som I selv spiser og se altid ud som om I nyder maden. Lad være med at vise barnet for meget interesse, men lad det spise uden at presse det.
I må respektere at der er noget mad,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...