Brev:

Bekymring og skyldfølelse

---

Kære sundhedsplejerske

Jeg skriver til dig med et lidt usædvanligt (og så dog måske alligevel ikke så usædvanligt ...) problem, som det sidste stykke tid er blevet værre af, at vi venter os med nr. 2.

Vores søn er sød og rar det meste af tiden, kærlig og virker godt tilpas. Han spiser som regel både ret varieret (der er selvfølgelig ting, som han ikke vil have) og passende mængder, og han sover godt både dag og nat.

Mit problem er mig selv: Jeg er altid meget bekymret for alting vedrørende mit barn: Hvorfor bliver han ved med at græde, når jeg børster hans tænder? Hvorfor vil han kun have most frugt? Hvorfor er han altid forkølet? Hvorfor bruger han mere tid på at observere de andre børn end på at lege selv, når vi er på legepladsen? Og sådan kan jeg blive ved. Ofte bruger jeg så megen energi på at bekymre mig, at jeg bliver i dårligt humør.

Og det er ikke kun den konstante bekymring, som piner mig, det er også den konstante skyldfølelse, det nogle gange uoverskueligt store ansvar, følelsen af aldrig at kunne gøre det helt godt nok. Jeg analyserer alting, hvad jeg gør, og ofte er jeg meget selvkritisk. Det bider sig selv i halen, for jeg er godt klar over, at min selvkritik kan blive opfattet hos mit barn som en kritik af ham.

Hvis han bliver gal og ked af det over et eller andet, så bliver jeg nemt frustreret, jeg tænker på, hvad jeg kunne have gjort bedre for at undgå det, og selvom jeg er rolig på overfladen, så opfatter han det jo nok, og så tror han sikkert, at jeg er frustreret over ham. Jeg risikerer at få et barn, som er som jeg: selvkritisk, perfektionistisk, fyldt med skyldfølelser, og det vil jeg rigtig gerne undgå. Min mand roser mig meget, men rosen trænger ikke rigtig ind ... Og vores søn får også megen ros for at være blid, glad og tillidsfuld.

Det hele startede allerede ved ...

---

---

... fødslen: Den ville ikke gå i gang, så jeg blev sat i gang. Det var en hård fødsel, hvor jeg fik for megen epidural, så jeg intet følte, og lægerne måtte hive og presse ham ud, så mine ribben bagefter var bøjede. Og det første døgn efter magtede jeg ikke meget. Jeg magtede ikke at holde min søn ret meget, og jeg kom ikke i gang med at amme ordentligt, hvilket resulterede i, at han til sidst var meget sulten.

Jeg troede, at han havde spist for meget, da han jo lå ved brystet hele tiden, så jeg nægtede ham mere mad, og han skreg og skreg ... det sidder dybt i mig. Jeg græd hele tiden, og nu ved jeg, at det var fordi, jeg følte mig uduelig. Som jeg sagde til min svigermor, der ringede på et dårligt tidspunkt: "Jeg kan ingenting, jeg har allerede svigtet, jeg kunne ikke selv føde ham, og nu kan jeg ikke selv give ham mad". Det hele blev heller ikke bedre af, at jeg fødte i udlandet uden familie og venner i nærheden. Det var svært at forklare min mand, at jeg var ked af det, for han var jo så lykkelig ...

Amningen kom dog i gang. Jeg må sige, at jeg aldrig før har været i så tæt kontakt med "min dyriske side". På et tidspunkt tog min mand drengen for at give ham en flaske, mens jeg gik og hylede som en hunulv i det andet værelse, fordi jeg ville give ham mad selv, min egen mælk. Nu skal vi som sagt have nr. 2, og jeg er bange for fødslen, og jeg er bange for at få en mere, og jeg ville rigtig gerne lære at tage tingene mere afslappet, så jeg bliver en gladere mor, men jeg ved ikke hvordan ...

Når det er allerværst, så tænker jeg, at min familie ville have det bedre uden mig ... Og andre gange tænker jeg, at jeg ikke skulle have haft børn, at jeg ikke kan kapere det følelsesmæssigt ...

Ja, jeg har egentlig ikke noget spørgmål, jeg trængte bare til at få lettet hjertet :-)

Tak fordi, du lyttede ...

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---