Brev:
Morsyg og viljestærk
Hej Helen
Jeg har læst en del af spørgsmålene og dine svar vedr. opdragelse af 2-3 årige, men ved alligevel ikke rigtig hvad vi skal stille op med vores datter. Hun er knap 2½ år, og har altid været meget bestemt, ved hvad hun vil og ikke vil, og det er jo sådan set kun dejligt. Men det udløser også mange voldsomme raserianfald, når hun ikke får sin vilje. Samtidig er hun meget grænsesøgende lige nu, både hjemme og i vuggestuen. Her er nogle eksempler på vores problemer:
Hun har altid været meget morsyg, men de seneste måneder er det blevet helt ekstremt. Både hendes far og jeg har fuldtidsjobs, og selvom han nok tager sig mere af det praktiske og jeg mere af hende, så vil han rigtig gerne på banen i hendes liv også. Men lige meget hvad han foreslår hende at de kan gøre, hvad enten det er lege, læse bøger, putte i seng, tage op om morgenen osv. råber hun "ikke far, kun mor" eller "far gå" eller slår ham.
Det ender altid med at jeg tager over, fordi hun græder og bliver ved med at insistere, og så opgiver han. I starten var det ok, men jeg bliver utrolig træt af altid at være den der står op med hende om morgenen, går ind til hende om natten, sidder ved siden af hende og spiser osv. Samtidig bliver både han og jeg kede af hendes vrede mod ham.
Vi har både prøvet at gennemtvinge at han f.eks. putter hende, forklare hende at han bliver ked af det eller spørge om han ikke godt f.eks. må putte hende, og endelig at acceptere hendes valg, så jeg overtager alt, men ved faktisk ikke hvad der er bedst (det sidste er det nemmeste...). Samtidig er jeg også bange for at køre helt træt, for hun følger mig over alt, på toilettet osv, og jeg kan ikke lægge mig og slappe af en ½ time uden at hun får et frygteligt raserianfald og kommer ind og slår mig. Samtidig er hun meget jaloux på sin far, det virker som om hun føler han tager mig fra hende, så hun bliver rasende når han kommer hjem fra arbejde, vi må ikke snakke sammen eller holde om hinanden uden hun hyler og skriger.
En anden ting er, at hun har svært ved at acceptere et nej eller at der er noget vi ikke vil have. For eksempel hvis hun slår, spytter efter os eller lignende. Hvis jeg siger at det vil jeg ikke have, at det ...
... gør ondt eller er ulækkert, så griner hun bare. Det samme sker i vuggestuen, og til en samtale spurgte de om vi aldrig satte grænser for hende, og det måske var derfor, men det er det bestemt ikke. Det er primært mig der sætter grænser, men jeg udvælger også nøje, hvornår jeg vurderer det er nødvendigt, for at der ikke er for mange "nej"-er. For eksempel hvis der er noget som er farligt for hende eller som generer os (slag og spytte).
Lige så rasende og hysterisk hun kan blive, lige så vidunderlig dejlig er hun også, og vi hygger og krammer meget, går på legeplads og tager i zoo m.v. men som regel hende og jeg alene, eller far og hende alene, for er det os alle tre bliver det ikke hyggeligt. Hun vil ikke dele vores kærlighed. Det er meget frustrerende for vi vil jo gerne være en familie og hygge os sammen. Jeg ved ikke om det bare er en fase, men hun har faktisk altid været sådan, det bliver bare tydeligere og tydeligere.
I dagligdagen prøver jeg at inddrage hende i praktiske ting (tømme opvaskemaskine, ælte brøddej, dække bord, selv hente ting, rydde op efter sig selv). Det elsker hun. Samtidig får hun lov selv at vælge nogen ting/forsøge at gøre tingene selv, og det synes jeg også har en vis effekt. Men der bliver stadig flere og flere konflikter (hvilket tøj skal hun have på, sko, hvornår skal hun afsted i vuggestue osv). Hendes far er mere bestemt, og siger "nu går vi" eller "det skal du have på", hvilket gør hende rasende. Jeg siger f.eks. "vil du gerne lege 5 min. mere og så går vi?". Så siger hun ja og der er sjældent problemer, når jeg så siger at vi skal gå. Det samme med tøjet. Men jeg ved ikke om det er en forkert måde at gøre det på, i stedet for at jeg/ far bestemmer at nu skal hun sådan og sådan.
Jeg kunne blive ved, men dette er de vigtigste ting lige nu. Jeg håber du kan hjælpe os, da det tærer på familielivet, både relationen mellem mig og min mand, og han bliver utrolig ked af hendes konstante afvisninger (og det gør jeg også).
Det skal samtidig siges at hun lige nu er inde i en enorm udvikling, især sproget (som er sent udviklet), men også hvad hun forstår. Samtidig er hun begyndt at blive blefri og meget opmærksom på det.
Venlig hilsen
Anne
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Efterveer
Efter fødslen skal livmoderen trække sig sammen til normal størrelse igen, - disse sammentrækninger kalder man efterveer. Jo flere børn man har født, jo mere vil livmoderen skulle trække sig sammen, og jo værre er efterveerne ofte.
Efterveer mærkes ofte under amning. Når barnet dier ved brystet, produceres hormonet oxytocin, der får livmoderen til at trække sig sammen og i dagene efter fødslen vil livmoderen gradvist blive mindre - lige efter fødslen går livmoderen ofte til...
Moderkage
Moderkagen forsynet barnet med næring, imens det ligger inde i livmoderen. Når fødslen er forbi, og navlestrengen er klippet over, så skal moderkagen fødes.
Hos nogle kvinder kommer den helt af sig selv, hos andre skal man presse lidt for at få den ud. Det kan ske, at moderkagen ikke kan komme ud på normal vis og derfor må kvinden bedøves, og den må fjernes af en læge. Bedøvelse er nødvendigt, for hvis kvinden var vågen, ville det gøre meget ondt.
Når moderkagen...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for kampen i medierne mod ’skrig dig i søvn’ metoden. Den er godt nok sej!
Jeg videresendte dit indlæg fra din egen side til en kollega, som var grædefærdig af tvivl over om hun var en dum og dårlig mor, når hun bare blev ved med at gå ind til sin grædende søn om aftenen. Hun var simpelthen så lettet og følte sig så godt bakket op. Hun havde fået mange ’gode råd’ fra venner og familie, som også havde forsikret hende om at hun både forkælede barnet og gjorde det utrygt (?!?) med sin inkonsekvens og blødsødenhed.
Det er en vigtig, vigtig kamp du kæmper for at få spredt et væsentligt budskab!