Svar: Slimhoste og dårlig ånde
Kære Inge
Når børn hoster, så bliver man naturligvis bekymret og nogle gange lyder børns hosten også voldsomt. Generelt må man dog sige at det at hoste er en god ting. Når vi hoster så er det for at rense og beskytte vores luftveje, netop ved at hoste får vi løsnet det slim som sidder i lungerne og de bliver renset.
Hoste opstår altså når luftvejene er irriterede af en eller anden grund. Hvis det er længerevarende hoste så skyldes det ofte en infektion, som kan være f.eks. forkølelse, influenza, astmatisk bronkitis eller lungebetændelse.
Hosten kan lyde tør og man kan ligesom høre at der sidder noget der generer lidt, det man også kalder krillerhoste, som du kender fra dig selv. Men hoste kan også være det man kalder løs hoste, hvor man hoster noget op, dvs. hvor man får løsnet noget slim i luftvejene som så kommer op, eller hos børn nogle gange medfører opkastning.
Det er helt relevant at du overvejer om din datter kunne have astma og det er naturligvis vigtigt at du holder øje med hende.
Det er dog ikke kun hosten som er symptom på astma, der er flere ting som du skal medtænke.
Du fortæller at din datter har børneeksem og derfor måske er mere disponeret for at få astma. Børn kan være overfølsomme overfor forskellige ting, det kan være støv, pollen, pelsdyr eller bestemte fødevarer. Hvis barnet udsættes for det, som det er overfølsom overfor, så kan barnet få allergiske sygdomme som astma, børneeksem og høfeber.
Små børn bliver tit forkølede og i forbindelse med disse forkølelser hoster nogle af dem i flere uger. Hos nogen har hosten en helt speciel lyd samtidig med at de har en hvæsende vejrtrækning - man kan sammenligne det med lyden af en kaffemaskine, der trænger til at blive afkalket. En sådan langvarig hoste med hvæsende vejrtrækning kaldes astmatisk bronkitis. Det typiske ved astmatisk bronkitis er, at den kun kommer, når barnet er forkølet. De fleste børn med astmatisk bronkitis vokser fra sygdommen, inden de begynder i skole, men hos nogle forsætter den som astma. Man kan ikke rigtig sige noget om hvem der får astma og hvem der ikke gør.
Det lyder umiddelbart ikke som om at din datter har hostet på denne måde og du har også haft lægen til at lytte på hende, derfor må du tro på at der indtil videre er tale om at hun selv renser sine lunger, når hun hoster og at dette derfor egentlig er godt for hende. Men jeg er helt enig med dig at i at 4 måneder er rigtig længe og jeg synes også det er relevant at du lige drøfter det med lægen igen, da din datter jo lige har haft feber igen og således lyder til at kunne have en infektion i kroppen.
Du må gerne give hende lidt kamillete, så hun får løsnet slimen og lindret hosten. Du må gerne ...
... komme lidt mælk eller sukker i teen. Du kan også give hende lun mælk at drikke og så kan du naturligvis fortsætte med at amme hende, det er rigtig dejligt og godt at hun får de gode egenskaber fra mælken.
Det vil være en god idé at du hæver hovedgærdet på sengen, så hun ligger lidt højere med hovedet. Kom en pude et tæppe eller lignende ind under madrassen, så hun fortsat ligger plant og det er selve madrassen som løftes lidt. Det at ligge lidt højere med hovedet forbedrer vejrtrækningen og kan gøre at hun i stedet for at kaste slim op, synker slimen og dermed også nedsætter hosteanfaldene.
Hvis hendes slim bliver grøn eller gul, hvis hun får feber igen eller hvis du oplever at hun hoster så hun får svært ved at trække vejret, så skal du naturligvis kontakte lægen med det samme. Men ellers synes jeg du skal ringe og få en tid, hvor I lige kan tale om forløbet de sidste 4 måneder, hvad du oplever osv.
Med hensyn til dårlig ånde hos børn så er det sådan at man bør skelne imellem den dårlige lugt, der kan være fra munden om morgenen, når barnet vågner efter natten, den lugt der følger med en evt. bøvs osv. og så hvis barnet løbende igennem dagen har dårlig lugt fra munden.
En hyppig årsag til dårlig ånde hos børn er, hvis mundhygiejnen ikke er i orden. Det er vigtigt at få børstet barnets tænder godt mindst to gange om dagen. Og det skal gøres af en voksen. Hvis barnet lider af meget dårlig ånde, kan det også hjælpe at børste blidt på tungen med tandbørsten.
Derudover må man også tænke på om barnet har betændte mandler. Hvis barnet ofte er forkølet, er generet af hævede polypper og mandler kan det give dårlig ånde. Madrester og bakterier kan gemme sig i små hulrum i mandlerne. En øre-næse-hals læge vil hurtigt kunne fortælle om det er problemet.
Du skal også være opmærksom på at din datter får små hyppige måltider. Jo længere tid der går imellem at vi spiser, jo større er risikoen for dårlig ånde. Når vi ikke spiser dannes der mindre spyt og flere bakterier. Den flora der normalt er i mundhulen vil, når der mangler mad og spyt, begynde at afstøde slimhindeceller, hvilket kan give dårlig ånde.
Du skal også tænke over, hvad din datter spiser. Krydret mad kan give dårlig ånde, men også meget fed kost og indtagelse af for store mængder mælk har indflydelse på ånden. Igen skal du jo så også tage hensyn til hendes alder:o)
Jeg finder det helt relevant at medtænke om der hos jer kan være tale om en infektion i f.eks. hendes mandler og at det er dette som både er årsag til hoste og til den dårlige ånde...
Derfor synes jeg det er et punkt, som du skal tage med, når du drøfter det med lægen.
Rigtig meget held og lykke fortsat og god bedring:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Barneseng
Når man skal vælge seng til sit barn er der visse ting, man kan gå efter. Noget af det vigtigste er at sengen er sikkerhedsmæssigt i orden.
Forbrugerrådet tester jævnligt de børnesenge som er på markedet og her ser man bl.a. på at sengen skal kunne tåle at blive slået, banket på og hevet i. Sengene bliver tjekket for at barnet ikke kan få fingrene i klemme og at tremmeafstanden er korrekt, så barnet ikke kan komme i klemme med sit hoved og sidde fast i sengen.
Den...
Vitaminer præmatur
Børn der er født præmaturt, det vil sige børn som er født før 37 uge, anbefales følgende kosttilskud:
D-vitamin - 10 mikrogram (400 IE) dagligt. D-vitamin gives som dråber, samt
Jerntilskud:
Fødselsvægt <1500 gram: Ca. 8 mg jern dagligt til 12 måneder
Fødselsvægt > 1500 gram: Ca. 8 mg jern dagligt i 6 måneder.
Børn som får mere end halvdelen af deres ernæring dækket af modermælkserstatning skal have ½ dosis jern, dvs. ca 4 mg hver dag...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

