Brev:

Vuggestuestart - 11 mdr.

---

Hej Helen,

Så håber jeg at du kan hjælpe os igen. Nu er vores søn startet i vuggestue for snart 14 dage siden. Det går dårligt og det er endnu ikke lykkedes mig at hente en dreng, der ikke er helt opløst i gråd.

I sidste uge var vi mest bare på besøg en god time hver dag og jeg gik fra ham en halv times tid 2 gange. Han spiste med et par gange mens jeg var der. Vi var der på lidt forskellige tidspunkter, da han sov lidt uregelmæssigt i sidste uge. I mandags var han der en halv time alene og i tirsdags en hel time alene – begge gange om morgenen inden første lur. De to sidste dage har han så skullet tage den første lur der. (Plejer at sove fra 9:30 – 11) Jeg har afleveret ham omkring 8:30 begge dage og hentet ham ved 11 tiden, hvor det så var meningen at han skulle have sovet og spist inden jeg kom. For at gøre en lang historie kort, så har han ikke sovet ret meget, ikke spist og grædt en masse.

Han græder ikke når jeg går – han protesterer, men han græder ikke rigtig. Han begynder så at græde et stykke tid efter – det er så vidt jeg ved små ting, der udløser det. Pludselig bliver det hele bare for meget for ham, siger pædagogerne. Han er ikke vant til at blive passet og ikke vant til at jeg går fra ham – når jeg gør det, er han altid sammen med anden nær familie. Han er dog vant til at komme i mødregruppe, svømmehal mv, hvor der jo også sker lidt. Pædagogerne mener, at det er døren, der generer ham. Den går jo også rigtig mange gange – eller når den står åben, så er der jo en del kommen og gåen… der er 12 børn på stuen og 4 pædagoger.

Jeg ...

---

---

... forstår pædagogerne sådan at han bruger al sin energi på at holde øje med om jeg kommer tilbage og det er jo synd. Jeg ved blot ikke rigtig hvad jeg kan gøre for at hjælpe ham. De fysiske rammer er ikke således, at han kan se mig gå gennem et vindue eller lignende. Jeg er sikker på, at han godt forstår, at nu går jeg altså. Jeg fortæller ham at jeg gør det – at jeg kommer igen og jeg giver ham til en pædagog, som siger det samme. Så protesterer han, får en sut og så vinker vi og siger farvel og han kigger meget spekulativt på mig, mens jeg vinker og smiler og går ud af døren. Når jeg så er kommet for at hente ham igen, så ser han mig jo oftest ikke, fordi der er en der er i gang med at trøste ham et eller andet sted, forsøge at aflede ham eller andet. For ham må det jo virke som om jeg bare pludselig kommer ind af døren.

Jeg synes jeg er god til at aflevere ham. Min generelle sindstilstand er selvfølgelig ikke for god i disse dage, men jeg gør mig umage, specielt i afleveringsøjeblikket og vi tager os god tid. Jeg er tryg ved vuggestuen og personalet og sikker på, at de passer og trøster ham så godt det kan lade sig gøre.

Har du nogle gode forslag til hvordan vi kan gøre det lidt lettere for ham? Jeg kan nemlig næsten ikke bære det mere. Jeg skal lige sige, at det ikke har været muligt for far at aflevere ham endnu, men det forsøger vi os nok med i næste uge.

På forhånd mange tak for dine altid gode input.

En bekymret mor

PS: Jeg læser jo dine råd til andre og jeg glemte at skrive, at han har sit eget fotoalbum og en bamse med i vuggestuen :-)

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---