Svar: Skubberi og grænsesætning
Kære Cleo
Når børn mangler ord til at sige fra og beskrive, hvad de føler så bliver de mere fysiske og det er det, som sker for din datter. Der er således intet unaturligt i at hun skubber, andre vil f.eks. bide eller slå. Hun er altså ikke i stand til verbalt at fortælle, hvad det er der irriterer eller gør hende frustreret og bliver hun fysisk udadreagerende i stedet for.
Det er sådan set meget fint at I nu alle er opmærksomme på det og prøver at forhindre at det sker. Samtidig skal man dog også passe på ikke at give det alt for meget opmærksomhed, da hun så hurtigt kan komme ind i rollen som "den der skubber" - det kan, hvis det giver for meget opmærksomhed pludselig blive noget der næsten forventes af hende og det skal helst ikke ske - en svær balance at finde.
Børn skal lære at være sociale, lære hvordan man er sammen med andre mennesker, andre børn. Man lærer at være social på mange måder. For det første kan børn ret hurtigt lære, hvordan man spørger om man må være med i en leg, hvordan man siger nej eller hvordan man spørger om noget på en pæn måde. Men det der er svært at lære, er det der handler om følelser. Altså hvordan påvirker min måde at være på, de andre,- hvornår bliver jeg ked af det, hvornår bliver andre kede af det - Bliver vi kede af det samme eller er der forskellige ting, som gør os kede af det osv.
Dette er ikke noget børn lærer fra den ene dag til den anden og helt op i skolealderen er det nogen man taler med børn om. Hvordan ser man på andre om de er kede af det, vrede, overraskede, sure, har det sjovt osv. altså lære at tyde andre, læse deres signaler.
Det er dette jeg tænker at I og pædagogerne skal hjælpe jeres datter med og igen er hun jo ikke særligt gammel. Når hun skubber, så er det som sagt fordi hun mangler ord og derfor skal I hjælpe hende med at sætte ord på. Jeg forestiller mig at hun nogle gange skubber fordi de andre tager legetøjet fra hende, eller hun på anden måde føler sig uretfærdigt behandlet. Det kan hun jo ikke beskrive med ord - hun kan ikke sige "jeg føler mig uretfærdigt behandlet" og når hun skubber er det fordi hun forløber sig, det bliver bare for meget. Men i stedet for at skubbe skal hun så lære at sige nej, altså lære at sige fra på en anden måde. Og det skal I hjælpe hende med i situationen.
Samtidig tænker jeg også at hun nogle gange skubber fordi det er en måde at få ...
... kontakt på, en måde at sige "hej, jeg er også kommet, vil du ikke hilse på mig" eller noget i den dur. Det er altså ikke i nogen ond mening at hun skubber. Og i denne situation vil det være rigtig godt, at du igen sætter ord på for hende. Sådan at når du ser hun er ved at skubbe til den anden pige, så må du gerne sige som du gør, at du ikke vil have hun skubber, men samtidig så også vise hende hvordan hun så kan tage kontakt "Hej Marie, jeg tror gerne (din datters navn) vil sige godmorgen til dig".. så du hjælper hende med den kontakt hun har svært ved.
Det betyder at når I oplever at jeres datter kommer i disse situationer, som af forskellig årsag er frustrerende for hende og hvor hun kommer til at forløbe sig, så er det rigtig vigtigt at I enten når at gribe ind inden det sker og får hende afledt eller at I, når det er sket, forsøger at hjælpe hende ved at få sat ord på, hvad der skete.
Det er samtidig meget vigtigt, at I forældre er i stand til at rumme alle jeres datters følelser. Det betyder at I skal kunne klare det både når hun er ked af det, glad, vred, morsom, hysterisk, hidsig, genert, sjov osv. At kunne rumme betyder at I er i stand til at bevare roen og tage jer af hende uanset hvordan hendes humør er og uden at I tager det personligt.
Hun har en alder, hvor hun en gang imellem bliver frustreret og det skal der være plads til. Når man gerne vil noget og enten ikke magter det eller andre fortæller, at man skal gøre tingene anderledes, så kommer frustrationen. Adrenalinen kører rundt i kroppen. Hvis man ikke lyttes til, så pustes der til ilden og frustrationen bliver endnu værre. Hvorimod lyttes man til og føler man at der er nogen som forstår en, så får man luft og får slappet lidt af.
Nu var jeg jo ikke til stede i situationen og ved derfor ikke hvordan du har trøstet din datter, men overordnet set, så skal hun naturligvis trøstes. Ikke på en sådan måde at hun oplever det så positivt at det fremmer lysten til at skubbe mere, men med en balance imellem på den ene side at sige nej og fortælle det var forkert og på den anden side fortælle hende at du godt forstår hun bliver frustreret og ked af det, når hun får at vide at hun gør noget forkert. At du stadig er der for hende og holder af hende, men holder fast i at det ikke er okay at skubbe.
Jeg håber du kan bruge mine overvejelser lidt videre. Rigtig meget held og lykke fortsat:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Fostervandsprøve
En fostervandsprøve er en prøve af fostervandet. Denne prøve kaldes også for amniocentese. Når man tager en fostervandsprøve, så er det primært for at undersøge fostervandet for celler, der med ret stor sikkerhed kan fortælle, om fosteret har en kromosomfejl eller kendte arvelige sygdomme.
Fostervandsprøve tages først omkring 16. graviditets uge, da der først på dette tidspunkt er fostervand nok til, at fosteret kan tåle, at man tager de 15-20 ml fostervand ud, som skal bruges...
Slik
Vær altid opmærksom på hvad I selv spiser. Barnet lærer af at se på jer og det I gør. Jeres vaner omkring slik, vil således smitte af på jeres barn.
Nogle tilbyder kun slik til festlige lejligheder, andre har en fast ugentlig slikdag. Der er ingen grund til at tilbyde jeres barn slik hver dag.
Babyer har heller ikke behov for slik og interesserer sig måske ligeså gerne for et sundere alternativ, som en brødskorpe eller et dejligt frisk bær.
Ifølge...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...

