Brev:
Skøn pige med masser af udfordringer!
Kære Helen
Så blev jeg meldt ind i din medlemsklub, da jeg har en masse tanker omkring min datter (eneste barn) og som jeg godt kunne bruge lidt sparring på :-)
Lidt info:
Er fyldt 3 i oktober, går i børnehave på 2. måned, har skippet ble og middagslur lige inden børnehavestart, er super motorisk, OK sprog - mangler lidt endnu, er kvik, meget temperamentsfuld og selvstændig, lidt genert overfor fremmede i starten, glad for mad, "forelsket" i sin moster og er generelt en meget glad og smilende pige.
Mine tanker går på det klassiske spg om hvordan man dog bedst muligt tackler en meget temperamentsfuld pige. Hun har siden 1. levedag været vores lille prinsesse herhjemme, som tit og ofte får sin vilje, men også får sat grænser for ikke at blive et alt for overforkælet ene-barn. Min mand og jeg er som sådan ret enige i opdragelsen af hende el. den måde vi skal sætte grænser på, vi gør det bare meget forskelligt.
Jeg er den meget temperamentsfulde mor som desværre godt kan råbe lidt for højt engang i mellem, men mine grænser bliver også udfordret tit. Min mand er mere "vi snakker om tingene" typen, hvilket også er fint med mig, da jeg er overbevist om at man ikke altid behøver at agere ens, det kan børn godt tackle - bare budskabet er det samme.
MEN det sidste halve år har udviklet sig til mange-mange "kampe", selvom jeg ikke bryder mig om det ordvalg, kan jeg ikke lige finde på et andet. Jeg er meget bevidst om at lytte til min datter, men undrer mig gevaldigt over så stort et temperament og lyst til IKKE at gøre ting hun har.
Velvidende at tre-årige er i gang med den helt store selvstændighedsudvikling, så er jeg lidt opgivende og glæder mig ikke altid til at være sammen med hende. Og den tanke er for mig jo fuldstændig håbløs og forkert, for sådan ønsker jeg ikke at jeg tænker om vores dejlige familie, som iøvrigt fungerer.
Det er mig de fleste raseriudfald går ud over, jeg følger mig rigtig-rigtig tæt på hende, jeg kan næsten inden noget som helst sker, se hvad hun tænker og har tænkt sig at gøre og jeg fanger/undgår faktisk mange konfilkter/situationer på den måde. Så jeg finder det også normalt at det mig som får reaktionerne, sådan har det været siden vuggestue-tiden hvor hun i lang tid slet ikke havde reaktioner, men kun hjemme. Det blev dog ændret i det ...
... sidste år - af sig selv.
Hendes børnehave går fint, hun trives og er glad for at blive afleveret/hentet. Hun har problemer med at undvære hendes middagslur, men vil alligevel ikke sove til middag. Hun er meget træt og irriteret om eftermiddagen, så træt at jeg tænker at det bare er så synd hun ikke kan se lyset i at sove til middag. Hun er bare ikke træt NOK før om eftermiddagen.
Alle "kampe" har nu udviklet sig til spark, slå og bide sceancer hvor jeg/vi konsekvent fortæller hende at vi godt kan høre hvorfor hun er sur/ked af det, men at vi ikke vil have at hun slår mv. Jeg siger tit til hende at jeg bliver ked af det når hun slår og at det gør ondt og jeg ikke vil have det. Hvis hun fortsætter ender det oftest med at jeg flytter hende fysisk og siger at hun skal gå væk hvis ikke hun stopper (inden da har jeg kørt den pædagoiske linje med at sætte ord på den konflikt vi har). Det "sjove" er så nu at hun også siger "gå væk" mor, hvis hun vil noget selv el. bliver irriteret. F.eks. selv stå på køkkenbordet og tage mælk ud af køleskabet, hvilket hun jo ikke må osv.
Børste tænder vil hun heller ikke mere, hårvask har udviklet sig til en tvangsvaskning (øv), hun hader når hendes strømper sidder skævt, fod-elastikken på flyverdragten må ikke være under hendes fod osv, masser af "sådan skal det være, ellers knækker filmen", hendes stol skal stå meget præcist mv. - lidt småmærkelige vaner i min verden el.?
Hun spiser godt med mad, vejer som hun skal, men de joker i børnehaven med om hun har bændel-orm... Sproget er fint, ble-stoppet gik fint, få uheld, højst 1 gang pr.uge. Pludselig vil hun ikke sove om aftenen, sover i eget værelse og er i ny og næ inde hos os om natten, hvilket er ok. Men nu er sengelægning også blevet en "kamp" og vi ville ellers gerne igang med projekt, "nu putter vi, hygger mv. men hun kan godt selv falde i søvn" - vi bruger ca. 30-45 min på at putte og lister først ud når hun sover. Har fungeret fint tidligere, men efter sommerferien i år, blev det alt for hyggeligt at hun lige kunne have os siddende indtil hun sov....
PS vi lever et fornuftigt liv hvor også både mor og far laver ting uden for familien
Så Kære Helen - en lang smøre med mange klassske udfordringer.
Hvor tager jeg/vi fat og har du nogle råd/tanker til mig.
Hilsner Jeanette :-)
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
NIPT, Non-Invasiv Prænatal Test
NIPT, Non-Invasiv Prænatal Test er en blodprøve, som kan være et alternativ til kvinder, der har fået tilbudt, men ikke ønsker at få foretaget moderkageprøve eller fostervandprøve.
NIPT kan tidligst tages, fra du er mindst 10 uger henne, og det skal være bekræftet af en ultralydsundersøgelse. NIPT er en blodprøvetest for kromosomafvigelse hos fosteret. I den gravides blod findes DNA fra fosteret i en blanding med den gravides DNA. Med en avanceret analyse af en blodprøve fra den...
Bad, de første gange
Det spæde barn kan komme i bad ret hurtigt efter fødslen og ofte beder mange om at få hjælp til det første bad, imens man endnu er på barselsafsnittet.
Når I beslutter jer for at bade jeres barn, så er det rigtig godt at have nogle faste rutiner:
- Et babybadekar er en god idé, nogen vælger også at bruge en speciel babyspand. Det vigtigste er at karret er afgrænset i størrelsen, det giver barnet lidt tryghed.
- Det er en god idé at tilbyde barnet...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak. Jeg tænker tit på, at jeg i dine svar bliver betrygget i, at jeg ser rigtigt - jeg har et barn, som har et stort tryghedsbehov.
Det er som om at der for tiden er en trend der går på, at vi skal lave 'godnat og sov godt' på vores børn, sætte dem i skammekrog (eller tænkeboks eller hvad man kalder dem) når de ikke gør som vi vil have de skal gøre. Mon det er alle de tv udsendelser om nannys der redder verden for en familie, hvor alt er gået galt, som har tændt op under de ideer?
Hvor er det ærgeligt, at vi skal blive sådan i tvivl om, at det vores instinkt fortæller os om vores børn. Og hvor er det bare fantastisk rart, at du i dit virke hjælper, støtter og betrygger os, som har brug for at blive bekræftet og rådgivet i en retning, som vi kan være med på uden at hjertet bløder.
Tak for det!
Kærlig hilsen
Mor.