Brev:

Temperament og sovetider

---

Hej Helen

Vi har en søn på 18 måneder, der har godt med temperament. Han er en lille mand, der ved hvad han vil, og bestemt også hvad han ikke vil, og han skal nok prøve at finde en måde at give udtryk for sin mening på.

For et halvt års tid siden begyndte han at slå ud efter os, når han blev frustreret. Vi fik ret hurtigt stoppet det igen, ved at gribe hans hånd, når han slog ud efter os, og sige "nej...du må ikke slå".

Vi kunne tydeligt se på ham, at han hurtigt forstod at han ikke måtte, men alligevel prøvede. Vores reaktion var den samme hver gang, og efter ganske kort tid holdt han helt op.

Nu er han begyndt igen. Han er begyndt at kaste med sin sut (gerne efter os) og slå ud efter os, når han bliver frustreret, hvilket han efterhånden bliver en hel del gange i løbet af dagen. Han skruer sig meget hurtigt op, begynder at græde, og kører sig selv ud på et sidespor, hvor vi har svært ved at trøste ham.

Når han for alvor bliver sur eller frustreret (som regel i forbindelse med at der er noget han får nej til), begynder han med at kaste sutten hen ad gulvet, slå ud efter os, og lægge sig ned og græde. Vi har prøvet at ignorere ham, tale til ham, tage ham op og trøste ham, forklare ham hvorfor han fik nej osv.

Intet hjælper. Han lukker øjnene, vil ikke holdes om, stritter imod og virker som om at han lukker helt af.

Jeg har på fornemmelsen at det hænger sammen med hans søvnmønster, for det har været rigtig slemt siden jul, hvor der kom lidt rod i søvnrytmen.

Han sover til middag fra 12-15 i vuggestuen. De er nødt til at vække ham efter 3 timer, ellers sover han mange gange videre til 15:30. Det betyder også at vi har fået svært ved at få ham til at sove om aftenen.

Før i tiden kunne jeg sidde og nusse med ham om aftenen, lægge ham i hans seng, synge en sang eller to, ae ham lidt over panden og gå ud af hans værelse, hvorefter han selv lagde sig til at sove. Han sov altid omkring kl. 19:30-20:00.

Når han vågnede om morgenen ved 6:30-7:00 tiden var han frisk og glad.

Nu sover han ikke før kl. 20:30-21:00...nogle gange først 21:30, og han protesterer når han kommer i seng, vil ikke have at jeg går ud fra hans værelse, rejser sig i sengen og pjatter, hopper, og vil lege med mig. Når jeg lægger ham ned og forklarer at han skal sove, accepterer han det, men rejser sig igen med det samme, og begynder at græde rigtig meget, hvis jeg går ud fra hans værelse.

Om morgenen, når han skal op kl. 7 er han sur, træt og super irritabel, og hele ...

---

---

... morgenen er præget af dårlig stemning og en dreng, der hverken vil det ene eller det andet, og som hele tiden bliver sur, slår og kaster sutten efter os.

Jeg har fået den ide, at jeg vil bede vuggestuen om at vække ham allerede kl. 14, så han kun sover til middag i 2 timer, og dermed bliver nemmere at få i seng om aftenen.

Nu er der så flere af mine kolleger, der siger at de synes at det er en dårlig ide, for hvis han sover i 3 timer, så er det fordi at han har brug for det.

Hvad synes du? Vil det være for meget for ham, at ændre hans sovetider ved at tage lidt fra middagsluren og lægge lidt til natten?

Jeg har læst mange af dine andre svar vedr. børn og temperament, hvor du hele tiden fortæller at det er vigtigt at vise at man lytter til barnet, og siger højt, at man forstår hvad det er de prøver at fortælle..... det gør jeg tit med min søn, hvis han f.eks vil have slik inden aftensmaden, viser han mig det ved at pege på det han gerne vil have, hvorefter jeg siger : Jeg ved godt at du vil have slik, men det må du ikke få, før vi har spist aftensmad, kom.. vi går ind i stuen.

Herefter er en typisk reaktion fra ham, at han slår ud efter mig, lægger sig på gulvet og græder.

Hver eneste aften, når han er færdig med at spise, vil han ikke sidde i sin høje stol mere. Han karter rundt, skaber sig, brokker og larmer. Når vi spørger ham, om han vil ned, siger han ja, og så kommer han ned på gulvet hvor han kan gå og lege. Problemet er bare at han ikke vil lege selv. Han går hen til mig og står og hiver i mit tøj og brokker videre, indtil jeg rejser mig, og går med ham hen til det han gerne vil.

Det er blevet rigtig træls, da jeg jo gerne vil have lov til at spise min aftensmad færdig. Derfor er jeg begyndt at forklare ham at mor spiser, og derfor må han lege selv, men det virker som om at han ikke forstår det, og bare bliver ked af det. Jeg kan ikke rigtig finde ud af om han føler at jeg afviser ham, eller om han bare bliver sur, fordi jeg ikke gør som han vil.

Når han er færdig med at være sur og stå og græde højlydt (eller ligge på gulvet og gøre det), kommer han over til mig igen, og begynder forfra med at hive i mig, og prøve at få mig til at gå med ham.

Kan vi gøre noget anderledes, for at komme lettere over disse ture? Jeg synes snart at vi har prøvet alt, og begynder at mærke frustrationen og irritationen over at han opfører sig, som et forkælet barn, der bare skal hyle længe og højt nok, for at få sin vilje.

På forhånd tak for dit svar

Aicha

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---