Brev:

Afviser mor

---

Kære Helen

Min dejlige datter på 17 mdr. er de sidste 2-3 uger begyndt at afvise mig på det kraftigste når jeg vil kramme, nysse, lege med hende osv. Det skal lige siges at hun ellers er en super sød, glad,trivelig, og intelligent pige, som spiser og sover fornuftigt.

Hendes far arbejder udenlands i 14 dage af gangen og de dage er det mig som afleverer/henter i dagplejen. Jeg afleverer typisk kl. 7 og henter 16:15. Det går selvfølgelig lidt stærkt om morgenen og der er ikke tid til en masse leg. Dog tager jeg mig altid god tid til hendes morgenmad, og hun er som regel altid glad og tilpas når jeg afleverer hende hos dagplejeren.

Men når jeg så henter hende igen, så bliver jeg mødt at skrig og skrål og en datter som klynger sig til dagplejeren og smider sig på gulvet, og sådan fortsætter det ofte derhjemme indtil vi har fået aftensmad og hun er kommet i nattøjet. På dette tidspunkt er hun som regel sød og vil gerne lege og sidde hos mig og læse bøger og lege i sofaen osv. Tit leger vi lidt inden jeg går igang med madlavningen, men på det seneste græder hun meget og er enten sur eller vil op på min arm.

Altså dette er når vi er alene. Når far så er hjemme i 3 uger, er det ham som bringer og henter i dagplejen, og de to har ofte rigtig god til at lege og hygge sig sammen både om morgenen og om eftermiddagen, hvilket jo selvfølgelig er super dejligt. Når jeg så kommer hjem og bare har glædet mig vildt til at se min datter igen og kramme hende, så bliver jeg igen mødt af en sur pige, som skriger og løber ...

---

---

... væk fra mig. Igen er hun som regel sød i tiden inden hun skal i seng, men hun foretrækker dog nogen gange far, da det jo er ham hun er mest sammen med i hverdagen.

På det seneste har jeg haft nogle lange arbejdsdage hvor jeg har puttet hende om aftenen og er taget afsted inden hun er vågnet og vi har derfor sovet hos mine forældre nogle dage. Også her er hun tvær når jeg kommer hjem og det er kun bedste som dur. Det er som om hun meget bevidst holder mig udenfor.

Hun siger "nej nej" og vender hovedet væk når jeg prøver at løfte hende op eller des lige. Bedre er det ikke når min kærestes ældre datter på 12 år er hos os. Her er det samme senarie, hvilket kan give anledning til lidt frustrationer hos min kæreste og mig, da jeg godt kan blive lidt sur og lidt jaloux på hans ældre datter. Får jeg har jo glædet mig til kvalitetstid med min datter efter en lang arbejdsdag så bliver den brugt på en anden. Jeg ved godt at sidstnævnte er egoistisk og urimeligt, men jeg er jo hendes mor og det gør så ondt når hun afviser mig og alle andre dur bedre end mig.

Før alt dette startede havde jeg en datter som altid var glad når jeg kom hjem og jeg følte det som om, at mor bare er verdens bedste :-) Nu er jeg til tider rigtig ked af det, men ved også at der sandsynligvis er en forklaring til denne opførsel.

Håber du kan være mig behjælpelig. Får jeg min dejlige, kærlige datter igen, som løber mig i møde når jeg kommer fra arbejde og som ikke afviser mig ved hver tilnærmelse jeg gør hende?

Med Venlig Hilsen
Betina

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---