Brev:

Svær trodsalder, selvstændighedsalder, hvad gør vi?

---

Hej Helen

Jeg skriver til dig, fordi jeg nu er nået til et punkt, hvor jeg ikke mere føler jeg kan "se" hvad jeg skal gøre mht. min datter. Jeg har brug for en kørerplan for, hvordan jeg tackler hende, da vi nu er nået til et punkt, hvor ingen i familien har det særlig godt, da alt handler om Katja og hendes "trodsalder" eller hvad det nu er der sker????

Katja er 3 år - på nær 2 mdr. - og har altid været en sød, nem og lækker unge, men med temperament! Den sidste tid har alt dog ændret sig voldsomt og vi kan næsten ikke kende vores pige mere!

Katja opfører sig mest af alt som en hysterisk teenager. Hun er altid sur eller ked af det, og vi kan slet ikke nå ind til hende. Så længe vi ikke forventer noget af hende og hvis hun f.eks får lov at se fjernsyn, går det som regel stille og roligt, men den mindste ting, kan få hende til at gå helt i baglås. Som udgangspunkt hører hun ALDRIG hvad vi siger til hende, hun faktisk overhører os og lader som ingenting. Hvis vi virkelig beder hende om noget, feks. at komme ud og få tøj på/spise/ryde op eller lade være med et eller andet og det ikke lige passer hende, har vi et ramaskrig af den anden verden.

Hun siger ALTID som udgangspunkt "nej" til alt vi beder hende om, medmindre det selvfølgelig lige er at hjælpe med at bage en kage el.lig. Vi har prøvet alt - uden resultat. Vi har prøvet at snakke stille og roligt med hende og forklarer at vi godt kan forstå at hun nu ikke lige gider "det vi nu lige skal" og at det er helt okay at hun bliver sur/ked/hys, men at det skal vi nu alligevel.

Vi har prøvet at gå væk fra hende når hun blir sur og skriger op, men det resulterer bare i at hun følger efter og skriger højere. Vi har prøvet at sende hende til "time-out" både på værelset og i en periode i "skammekrog" i gangen hvor hun kunne se os, men INTET hjælper og hun bliver kun mere hysterisk. Desværre har jeg også prøvet at råbe rigtig højt af hende, ikke fordi jeg tror det har nogen positiv effekt men i desperation over at intet virker.

Nu er vi nået så vidt at vi har flere/mange "turer" hver dag og det bliver voldsommere og voldsommere. Jeg er meget bekymret for hvad der sker, hvis vi ikke får "vendt bøtten" meget snart, for bliver dette ved, vil vi ikke kunne styrer hende om et år eller 2.

Jeg tror hun prøver opnå at få opmærksomhed ved at opfører sig rigtig dumt, men jeg forstår ikke hvorfor, da vi virkelig bruger rigtig rigtig meget tid med hende, netop for at undgå lige nøjagtigt dette vi står i nu! Og jeg er ...

---

---

... lige ved at tro at vi overforkæler hende (med opmærksomhed og tid) - kan man det???

Katja fik i oktober en lillesøster, og vi har gjort rigtig meget ud af, at hun ikke skulle føle sig overset/tilsidesat, lige fra planlægning af, hvornår hun skulle ud af barnevognen/tremmesengen, så lillesøster kunne overtage dem, til at involverer Katja i alt der omhandler den lille. Det skal siges at Katja elsker sin søster over alt og den lille er super nem og ikke særlig tidskrævende (nærmest venstrehåndsarbejde i forhold til Katja). Hun har det fint med at ligge på et tæppe og kigge på at vi leger/spiller med Katja og vi gør meget ud af at Katja får alene/hyggetid med mor og far når lillesøster sover osv. Jeg tror helt ærligt heller ikke at det er der skoen trykker.

I dagplejen har de været 4 børn som har fulgtes ad. Nu er katja som den yngste i gruppen tilbage, da de andre er startet i børnehave (hhv 1/12 og 1/3), og vi kan godt mærke at hun godt ville have været med da de andre startede, og vi har prøvet at få hende afsted sammen med de andre, men uden resultat da børnehaven er under ombygning pga pladsproblemer.

Vi har snakket meget med hende om, at snart skal hun også i børnehave (om 2 mdr) og det glæder hun sig til. Men hun er glad nok for at være i dagplejen sammen med de nye børn. Selv om hun græder tit når jeg afleverer hende, går det hurtigt over og hun hygger sig hele dagen. Er det her hunden ligger begravet?

Jeg ved ikke mine levende råd og jeg beder dig lade være med at svare mig at jeg bare skal være "rummelig" og fortælle hende at det er helt okay at hun er sur eller hvad hun nu er.... Du ved godt hvilken remse jeg mener, for det ER prøvet og vi gør det stadig, men det har absolut ingen effekt. Jeg har brug for et meget firkantet svar, da det hele er ved at vokse mig over hovedet herhjemme.

De fleste dage er min mand på arbejde når det brænder på og jeg er alene med balladen og har mest lyst til at forlade både børn, hus og mand og finde et stille sted og lægge mig til at sove, for jeg er træt langt ind i sjælen (Det gør jeg nu ikke, men det er sådan jeg har det - håber du forstår hvad jeg mener!!) Men det skal siges at der ingen forskel er på om min mand er hjemme eller ej, Katja er nøjagtigt lige så umulig.

Det gør mig så ondt, at min store pige overhovedet ikke trives og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at hjælpe hende.
Jeg håber du kan gennemskue mit laaange råb om hjælp for jeg har virkelig brug for et "vink med en vognstang" :O)

Med venlig hilsen
Sara

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---