Brev:

Græder når vi går

---

Kære Helen

Tak for dine forrige råd. Vi er igen kommet i en situation, hvor vi håber, at du kan ryste nogle flere ud af ærmet…

Det drejer sig om vores datter, som nu er lidt over 9 mdr. Det er bestemt vores indtryk, at hun trives generelt. Vi har lige i samråd med sundhedspl fået styr på nætterne, som i lang tid har været præget af mange opvågninger ml kl 23-05 med det eneste formål at give sut. Vi blev rådet til at vente 3 minutters tid inden vi gik ind til hende, så vi gav hende chancen for at lære at trøste sig selv først, og det har virket helt vildt godt. Fra at være oppe ca 10 gange i tidsrummet, er vi slet ikke oppe længere. Hun græder næsten ikke længere og hvis det sker, stopper hun i løbet af 1 minuts tid. Hele omvæltningen skete i løbet af meget få dage.

Det fået os til at tænke meget over, hvordan dagene forløber, og det nødvendigvis ikke behøver at være sådan. Vi har i de sidste 3 mdr været ude for at vores datter græder helt vildt hysterisk, hvis hun efterlades alene i et lokale (undtagen ved søvnsituationer). Ofte er det allerede, når vi går væk fra hende, at hun bryder ud i gråd. Det har vi løst ved, at vi (eller dvs. mest mig) praktisk talt har siddet klistret op ad hende de sidste tre måneder. Enten med hende på skødet eller ca 1 meter fra hende på legetæppet, nogle gange længere væk, og vi ellers har taget hende med os hver gang, vi har skulle noget i et andet rum.

Det hele startede nok i sin tid med, at jeg var meget ved siden af hende, når hun legede, fordi jeg forsøgte at øve rul med hende og motivere hende til at ligge på maven. Tror derfor, at hun simpelthen har vænnet sig til det i den forbindelse. Jeg har forsøgt mig med at tale eller synge, når jeg befinder mig i et andet lokale, men det gør hende endnu mere hysterisk.

Du skriver meget om separationsfasen, og jeg ved ikke om, det er den, som har stået på de sidste 3 mdr. Sagen er i hvert fald den, at vi ikke kan holde til det mere. Hun vejer næsten 11 kg, kan hverken kravle eller møve sig fremad, og vi orker simpelthen ikke at slæbe så meget rundt på hende mere. Vi er simpelthen begyndt at overveje at lade hende sidde og græde, mens vi går på toilettet, og kortvarigt ordner de andre ting, vi skal, selv om hun græder.

Specielt jeg har altid været typen, som har taget ...

---

---

... hende op ved allerførste tegn på utilfredshed nok fordi jeg hele tiden har følt mig meget usikker på moder-rollen, og har været nervøs for ikke at gøre det rigtige. Har tænkt meget på hendes behov for tryghed og på at imødekomme hendes behov, så hun kan udvikle en basal tillid til omverdenen. Hun får også masser af kærlighed og ømhed i hverdagen, og sidder meget på skødet og putter, som sagt sidder, der nogen hos hende i næsten alle hendes vågne timer. Så det er bestemt hverken fysisk eller psykisk omsorg og kærlighed, hun mangler.

Udover at hun græder, når vi går ind i et andet rum, så får hun mange små hidsighedsanfald ud af det blå. Hun sidder bare og leger selv og lige pludselig græder hun helt hysterisk. Hun stopper lige så snart, man tager hende op. Med nætterne i tankerne, er vi også begyndt at lade hende sidde lidt og græde, inden vi tager hende op, og hun går faktisk ofte i sig efter få minutter. Så bliver hun distraheret af noget legetøj og leger videre.

Hun bliver passet lidt på skift i øjeblikket af hendes far/min kæreste, hendes bedste og af mig, grundet vi begge er i gang igen, men ingen institutionsplads har til hende. Det har stået på i 1 måned nu, og går rigtig fint. Der har ikke været den store reaktion udover lidt problemer udover at hun ikke sover så længe om dagen. Uanset hvem der passer hende reagerer hun på, at man går ind i et andet rum uden hende.

Jeg håber du har nogle gode råd at give af? Jeg kan simpelthen ikke holde til det her mere. Er det uhensigtsmæssigt, at vi lader hende græde lidt, og ikke trøster hende ved at tage hende op med det samme? I forbindelse med vores natteroderi snakkede sundhedspl om, at vi skulle opdrage på vores pige, men vi er jo omvendt heller ikke interesserede i at skade hende ved ikke at imødekomme hendes behov. Det er altså smadder svært det her, men et ved jeg… min ryg kan simpelthen ikke holde til det her mere.

Vi har ligefrem taget vores skrivebordsstol ind i stuen for at kunne aflaste vores rygge ved at kunne køre frem og tilbage med hende på skødet i stuen i stedet for at bære hende hele tiden – og hun bliver jo heller ikke lettere at bære rundt på med tiden, specielt set i lyset af at hun slet ikke er i nærheden af at begynde at kravle…

Ser frem til dit svar.

Med venlig hilsen
Sanne

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---