Svar: Mad nok engang - 7 mdr.
Kære Carolines mor
Det er jo sådan at der aldrig findes en bestemt måde at gøre tingene på, børn og familier er forskellige og skal derfor have det forskelligt og jeg synes det er nogle gode overvejser og gode forslag du er kommet med.
Jeg synes derfor du skal forsøge om du kan ændre på hendes rytme ved at tilbyde en flaske vælling til natten og det er også en udmærket idé at forsøge at tilbyde hende mere æblemos som hun tilsyneladende elsker, for at se om det at hendes mave bliver fyldt godt op vil give hende en fornemmelse af hvad det egentlig vil sige at være mæt og være sulten.
Derudover tænker jeg at du skal forsøge med lidt mere brød i stykker og så fortsat servere lidt grød eller mos ved siden af. Jeg tænker at variationen måske vil kunne interessere hende og gøre at hun så spiser lidt mere. Således at hvis hun har spist 5 små hapsere og mister interessen for det, så kan hun få lidt mos og spise nogle skefulde af det og så har hun jo fået lidt ekstra på denne måde.
Det er rigtig godt, hvis du kan give hende mere og mere af jeres mad, mad som smager af noget. Du må også gerne købe middagsretter fra glas, hvis du har indtryk af at hun godt kan lide dette. Det vigtigste er ikke hvor meget hun spiser, men at hun spiser og nogle gange kan børn godt lide de industrielle produkter. Da hun er god til at tygge og tilsyneladende er en pige, som har brug for smagsoplevelser og variation for at finde maden interessant, så kan du evt. købe nogle af de glas, som passer til børn fra 8 måneder - de er ofte lidt grovere i konsistensen og smager af mere og vil måske interessere hende lidt... Men som sagt er jeres mad også vigtig og hun må få rigtig mange ting.
Bag nogle havregrynsboller til jer alle, de mætter rigtig meget og vil være gode til at give fornemmelsen af at have mad i maven:
150g havregryn og 7 dl vand blandes og står i 10 minutter.
50g gær, lidt salt og lidt sukker, 1½ spsk. olie og 2 dl A38 blandes i havregrynene og tilsidst tilsættes ca 750g hvedemel.
Det hele æltes og dejen må gerne være lidt klistret. Hæver ca 1 time, slåes ned og formes til boller (ca 20 stk). Bollerne hæver 20 minutter, pensles med æggehvide, drysses med havregryn og bages ved 200 grader i ca 20 min.
En plan for dagen kunne se således ud:
Morgen 7.30: Havregrød eller øllebrød med æblemos, vand af kop
Formiddag 9: ½ bolle med smør, ost i stænger, frisk frugt i hånden, frugtmos, vand af kop
Ammes og puttes til formiddagslur
Frokost 12: Grøntsagsmos med kød eller fisk, det kan være rester fra ...
... aftensmaden men du kan også forsøge med lidt industriel børnemad - grøntsagslasagne, nudler med tomatsovs, rodfrugter og græskar mos osv. Vand af kop.
Og så må du gerne tilbyde hende lidt små brødhapsere, hvis hun virker til at kunne tygge dette og viser interesse for det. Hvad du nu selv spiser, det vil være fint at I spiser det samme.
Evt. amning og puttes til middagslur
Eftermiddag 16: Flerkornsgrød med æblemos (fordi hun så godt kan lide det), frisk frugt i hånden, vand af kop.
Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk og mere og mere familiemad - ris med forskelligt sovs, laks lavet i ovnen, indmaden af en frikadelle moset i nogle grøntsager osv. Det vil igen være fint at hun her får noget som er moset og noget som er i små stykker, som hun kan sidde med og tygge lidt på. Hun må gerne få kartoffelbåde, kogte blomkål og broccolihoveder osv. i hånden at gnaske i - det er helt fint.
Puttes til natten med amning ca 19.30
Sen aften 23/24: Flaske med vælling eller amning
Nat 24-06: Så vidt muligt ikke mælk.
Hvis I har mulighed for at flytte jeres datter på eget værelse om natten så synes jeg I skal gøre det. Det vil være fint at lære hende at sove på eget værelse nu inden hun kommer i separationsfasen og det vil være udmærket at far tager over om natten, så amningen forsøges undværet i de 6 timer der er fra midnat og til næste morgen. Far kan nusse, kæle, kærtegne - give masser af omsorg og nærhed, han kan det hele, bare ikke amme og derfor hjælper det nogle gange at far tager over. Det er i hvert fald et forsøg værd.
Det at hun sover i et andet værelse kan gøre at I reagerer lidt langsommere på hendes opvågninger og at hun dermed får en mulighed for selv at finde videre i søvnen.
Hvis alternativet er at mor flytter i gæsteværelset i en periode så kan I også gøre det. Så kan lillepigen evt. overtage mors seng og putte med far og på den måde få nærhed og tryghed og lære at sove igennem. Når I så ved at hun rent faktisk godt kan sove igennem natten uden mælk, så kan I lægge hende tilbage i egen seng og så arbejde på at lære hende at sove igennem i den...
Jeg håber du kan bruge mine tanker lidt videre, rigtig meget held og lykke. Jeg vil lige nævne at jeg ikke er så bekymret for hendes vægt. Hun har hele tiden været en stor pige og har taget utroligt flot på af din mælk - ren fløde:o) Hun kan naturligt ikke blive ved med at tage på i samme hast og nu hvor hun også bruger sig selv mere aktivt fysisk så er det helt okay at vægtstigningen ikke er så høj og at hun vokser mere i længden:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Fennikel, Fennikelte og børn
Fra 6 mdr´s alderen kan du give børn rigtig mange forskellige slags grøntsager. Vær dog opmærksom på bl.a. fennikel, som indeholder nitrat, og som derfor ikke bør udgøre mere end 1/10 af portionen. Alternativt bør det kun gives med 14 dages mellemrum.
Nitrat omdannes let til nitrit. Nitrit i stor mængde giver opkastninger og blåfavning af huden, fordi det reagerer med blodets hæmoglobin, så det ikke kan binde sig og transportere ilt rundt i kroppen.
Det anbefales...
Sushi til gravide og ammende
Gravide og ammende må meget gerne spise sushi, og det kan være en udmærket måde at få varieret sit indtag af fisk på. Der er dog lidt forholdsregler du skal tage.
Fødevarestyrelsen pålægger både forhandlere, sushi-restauranter og øvrige leverandører at dybfryse fisken før den sælges. Fisken skal være frosset ned til til -20 grader i 24 timer for at komme eventuelle parasitter i fiskekødet til livs.
Vælger du at lave sushi selv, skal fisken på samme måde fryses ned...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak for dit svar sidst. Jeg sprang ned og købte din bog "Sådan får du dit barn til at sove!" Den har virkelig hjulpet mig på rette vej. Det er en fantastisk bog.
Jeg kan virkelig mærke et meget større overskud ved at have forstået, at min søn bare mangler den tryghed i at være tæt på mig og mærke de vuggende bevægelser. Det hang mig langt ud af halsen før bare at tænke på det var puttetid. Nu glæder jeg mig faktisk, ved tanken om at min søn jo elsker at lægge i mine arme og putte, og at jeg kan lægge ham fra mig UDEN han sover, og han bare falder i søvn :)
Elias har trods kolik aldrig haft en nat hvor han ikke har sovet, så det gik lige op for mig at de søvnproblemer jeg troede han havde, slet ikke er så slemme. Hvis der da overhovedet er et problem!
Hilsen mor til Elias, 4 måneder.

