Brev:

Søskendejalousi - 3 år, 2 mdr.

---

Hej Helen

Jeg har lige tilmeldt mig her på siden, så det er første gang, jeg stiller dig spørgsmål. Jeg har to drenge - en på 3 år og 2 måneder og en på 1 år og 1 måned. Den store var en meget nem - omend meget følsom - lille dreng fra starten. Men de seneste cirka 3-4 måneder har vi oplevet flere og flere sammenstød, hvor især han og jeg simpelthen kommer op at skændes. Samtidig vil han ikke have, at jeg går nogen steder - græder voldsomt, når jeg afleverer i børnehave (bl.a. af samme grund er det oftest min mand, der afleverer). Han kræver også hver eneste dag, at det er mig, der skal skifte hans ble, lægge ham i seng etc. - det til trods for, at han lige har leget dejligt med sin far i en time.

Han har aldrig rigtig vist jalousi overfor lillebror, som han næsten udelukkende har villet kysse og kramme og lege med - indtil altså for nyligt.

Lillebror er meget robust. Bomstærk og nysgerrig. Gik da han blev 10 måneder, og kravler op overalt. Han har desværre den uheldig vane, at han "nikker skaller" og bider. Det har han gjort hele tiden, og jeg har ikke tænkt så meget over, at det var et problem, for han virker ikke frustreret eller vred eller ked af det, når han gør det - han virker bare som om, han tror, det er en del af legen.

Han græder næsten aldrig, hvis han slår sig - men er til gengæld begyndt nu at græde meget, fordi han vil op og krammes og holdes. Han har gået i vuggestue siden han var 9 måneder, og også her oplever vi, at han først er begyndt at græde ved aflevering indenfor de sidste 2-3 uger.

Nu er han også begyndt at vise tegn på at være bange for sin storebror, hvilket ikke er så underligt, for de seneste måske 4-5 uger har storebror meget ofte været hård ved ham - slår, skubber og tager ting fra ham. På det allerseneste er det taget voldsomt til, og vi ...

---

---

... oplever nu, at storbror nærmest jagter lillebror for at genere ham.

Vi har reageret med at skælde ud - det er svært at lade være, for det er så totalt urimeligt, når han sådan lader et eller andet gå ud over den lille.

Han er desværre også begyndt at skændes og slå sin bedste ven - og i går var han oppe at slås med en dreng i børnehaven. Det er aldrig sket før - han har aldrig før vist en sådan destruktiv opførsel.

Samtidig - i går - fik vi at vide af den lilles pædagog i vuggestuen, at han tydeligvis er ulykkelig - at den store fylder for meget, og at det nu går ud over den lille.

Jeg er helt flad og nede nu. Jeg kan simpelthen ikke overskue, hvordan jeg kan give dem begge mere opmærksomhed. Vi er to voksne, der begge har fuldtidsarbejde. Vi har dog ikke overarbejde - vi skynder os hjem hver dag - - jeg arbejder hjemme med jævne mellemrum - vi laver stort set ikke andet end være sammen med ungerne og få hjemmet til at fungere. Vi har ikke bedsteforældre eller andre naturlige babysittere eller reservevoksne i nærheden, men vi har rengøringshjælp og vi bruger praktisk talt ingen tid på havearbejde, vedligeholdelse af huset etc. Så vidt, jeg kan se, er der ingen steder at hente den ekstra tid, der vel skal til.

Resultatet er, at jeg lige nu er helt tappet for energi, idéer og selvtillid. Jeg har ingen som helst idé om, hvordan jeg skulle gøre og reagere i stedet for, det jeg gør. Min mand er næsten lige så usikker. Vi ved godt om hinanden, at vi ikke er dårlige forældre, men det er svært at overbevise sig selv, når man sådan må melde pas. Og selv om jeg tager mig umådeligt meget sammen, er det svært (umuligt) for mig at skjule overfor ungerne, at jeg er meget, meget ked af det.

Håber, du kan give et par tips, der kan få os ud af den her dårlige skrue.

Venlig hilsen
Helle

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---