Brev:

Seperationsangst? - 5 år

---

Hej Helen

Jeg tror ikke mit første brev lykkes at sende, forsøger igen.
Jeg har tre børn i alderen 1 år til 5 ½ år. Mit spørgsmål og men bekymring går på min søn Simon på 5 ½ år.

Simon har altid været en glad og energisk dreng. Han er "populær" i børnehaven forstået på den måde at han har mange venner der gerne vil lege med ham. Simon har ind imellem venner med hjemme og lege, men han vil aldrig med dem hjem.

I børnehaven er Simon dagligt ked af det i afleverings situationen, det første han spørger om hver morgen er om han ikke nok må holde fri. Hans dag i børnehaven forløber ifølge pædagogerne godt og han leger fint med de andre. Men der skal helst ikke ske for meget nyt. I sidste uge var pædagogerne til fagligt møde en enkelt dag. For det første græd Simon som pisket da han skulle afleveres. Da han blev hentet fulgte han med en voksen, som han mere eller mindre havde gjort hele dagen, han havde ikke ville lege og ej heller spist sin mad. Ifølge ham selv, havde han bare ventet på vi skulle komme og hente ham igen.

Når Simon og hans mindre søskende skal passe, af deres bedsteforældre eller moster og onkel, som vi alle har meget nær kontakt til, vi ser dem som minimum 1-2 gange ugentlig. Så er han altid grædende når vi tager afsked. Han spørger altid hvorfor han ikke kan komme med os og være sammen med os. Er han f.eks ved sin fætter og kusine og lege imens vi er hjemme, kommer han som regel hjem igen efter et par timer, fordi han er ked af det og savner os.

Vores børn bliver højest passet hver 14. dag og er aldrig passet af andre end vores familie.

Simon spiller fodbold 1 gang om ugen, hvilket går godt, hvis vi hele tiden er i syne, løber de lidt væk fra de voksne og spille kalder han mange gange for at sikre sig, at vi ved hvor han er. Samtidig med han spiller har han tid til at se efter sine mindre søskende og råber ...

---

---

... efter os hvis han syntes de er løbet for langt væk. En gang til træning stod jeg lidt bag nogle andre forældre og Simon kunne ikke se mig, med det resultat at Simon panikkede fuldstændig.

Simon har altid været god sproglig og motorisk han blev renlig som 2 ½ årig. Og da han allerede blev indkaldt til børnehave som 2 år og 9 mdr. så vi egentlig ikke et problem i det, vi mente nok han var klar til dette. Men de første 3-4 uger gik Simon mere eller mindre i baglås. Sad på en bænk hele dagen eller gik med én voksen i hånden. Ville ikke lege ville ikke spise. Og når vi hentede ham sagde han med en klump i halsen og tåre i øjnene at han bare havde siddet og ventet på os.
Denne oplevelse er jo nok min teori på hvorfor Simon i dag er bange for at blive efterladt.

Simon har aldrig været væk for os, hvilket jo nærmest er fysisk umuligt, eftersom han går klods op af os hvis vi eks. er i et storcenter eller andet.

Simon er jo snart klar til at skulle i skole, skal starte til december og vi vil gøre alt til at han får en god start og oplevelse trods dette jo er en ny situation for ham. Vi taler ikke som sådan om skolen endnu, han ved at han skal starte når han er blevet 6 år men ellers er det ikke noget vi dyrker, da han jo heller ikke skal føle sig presset.

Simon gør sig nok af bekymringer i forvejen, han hører alt hvad der bliver snakket om og spørger ind til det, vi forsøger på en god måde at hjælpe ham med at afgrænse hvad der har betydning for ham.

Vi, min mand og jeg syntes efterhånden det er blevet et problem for os, men ikke mindst for Simon. Vi har behov for gode råd og vejledning til at tackle denne situation. Skal vi forsøge at skubbe Simon frem af, skal vi presse ham lidt, eller er det bare et alderssvarende problem vi skal ignorer og vente på han kommer over ???

Håber du kan hjælpe os til på vej.

Med venlig hilsen
Lone

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---