Brev:

Selvstændighedsfase eller hvad?

---

Hej Helen

Så skriver jeg til dig for første gang, for nu sker der lidt mere i min lille familie end vi lige kan finde ud af at håndtere. Familien består af far, mor, storebror på 22 mdr og lillesøster på 7 uger. Problemerne, vi oplever, er i forbindelse med storebrors udvikling.

Fra før han blev storebror er han blevet opdraget med faste grænser og kærlighed. Ikke noget med råberi, så hellere sætte sig ned på hug og prøve at forklare det roligt til ham. Det har dog ikke altid virket, så vi har også brugt den med at sætte ham på hans værelse til han holdt op med at græde. Den har virket men gør det ikke så meget mere.

De hysteriske skrigerier er blevet mange flere på det seneste. Ofte har vi skudt skylden på tænder, der er på vej (han er lidt bagud med dem), for der ved vi han bliver pyldret, men det kan vist ikke kun være det. Vi kan dog se at tænderne de seneste par måneder er poppet op og flere er på vej.

Dette tiltagende hysteri er kun til ”glæde” for os forældre, for når han bliver passet eller er i dagpleje opfører han sig i de fleste tilfælde rigtig fint.

Generelt er han meget farsyg. Det har jeg accepteret og bare tænkt var en fordel, når nu jeg skulle amme lillesøster meget. Det er jo slet ikke, fordi han ikke gider mig, men nu er han mere og mere begyndt at bede om at få far til at komme. Dog kan jeg sagtens bruges, når far ikke er hjemme, og egentlig også ofte, når det lykkes mig at aflede ham, ved f.eks. at foreslå at vi skal læse en bog eller gå en tur. De sidste par dage er desværre bare begyndt at slå lidt, dog heldigvis ikke lillesøster.

I starten efter at lillesøster ...

---

---

... kom til verdenen havde vi en klar fordeling med at mor klarede lillesøster og far klarede storebror. Min ammeopstart var noget problematisk, så de første 4-5 uger var jeg rigtig meget hos lillesøster, og havde ikke det store mentale overskud. Denne fordeling er nu ikke så afgrænset, da vi har kunnet mærke, at det gjorde storebror mere farsyg. Lillesøster er heldigvis en god pige, der sover godt om natten, og jeg har derfor noget mere overskud til at træde til nu, og gør det også.

De sidste 3 mdr har han ikke været vild med at skulle i legestue hver fjortens dag, og har hængt på dagplejemor det meste af dagen. Desuden har jeg vi set ham noget mere utryg (øget farefornemmelse) ved f.eks. at gå på trapper, men det er blevet lidt bedre igen. Han har den sidste tid også vågnet en del grædende om natten.

Det skal til slut siges at storebror er rigtig god ved sin lillesøster, og han virker meget interesseret og stolt af hende. Han er generelt den sødeste dreng med det største smil og store brune øjne, der kan charmere alle. Men for tiden ser vi forældre ikke så meget til den side af ham, som vi plejer.

Hvordan håndterer vi ham? Det kan være lidt svært at finde ud af hvornår der skal opdrages og hvornår der skal trøstes. Jeg synes vi prøver at give ham kys og omsorg, men umiddelbart virker hans humør bare til at blive værre og værre, og det gør ondt på os at se ham så ked af det. Skal vi ignorere hans hysteri/piveri, sige ”stop det” eller bare blive ved med at sige ”ja, jeg ved godt det ikke er nemt at være dig.”

Hmmm. Det blev en lang mail, og sikker heller ikke den sidste :-)

De fortvivlede forældre

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---