Brev:

Opdragelse af storebror og lillesøster

---

Kære Helen.

Så har jeg igen behov for lidt råd og vejledning fra dig. Og så skylder jeg dig tak – for dine tanker og dine råd har hjulpet os rigtig meget i vores familie :o)

Det drejer sig lidt om begge børn, men jeg beskriver problemstillingerne hver for sig.

Siden vores sidste korrespondance er der sket rigtig meget positivt for min dejlige søn på 4 år, og vi har slet ikke de samme voldsomme ”kampe” med ham mere. Det er rigtig dejligt for os alle.

Dog opfører han ofte noget frustreret. Der skal næsten ikke noget til, før han bliver ked af det eller sur. Og han er jo sådan indrettet, at han meget gerne vil bestemme. Og får han ikke lov til det, så bliver han sur, smækker med dørene, smider med tingene og slår os.

Han kan ligeledes blive helt vildt ked af det over ingenting. Hvis han f.eks ikke får serveret mad før sin lillesøster, eller hvis man ikke straks forstår, hvad han vil, når han siger noget til os. Så løber han sin vej, gemmer sig på værelset eller lignende.

Vi prøver virkelig at hjælpe ham, men lige meget hvor umage man gør sig for at forstå ham og komme ham i møde, så er der sjældent noget, der er godt nok. Nogle gange har jeg en følelse af, at uanset hvordan jeg agerer i forhold til ham, så er det ikke det rigtige – altså som om han bare har besluttet sig for at være på tværs og dermed skabe en konflikt.

Vi gør rigtig meget i at aflede ham (som du også rådede os til). Altså kilde ham eller bare gøre lidt sjovt ud af situationen og bringe nogle andre emner på banen. Det virker i vid udstrækning. Men det holder alligevel lidt hårdt, synes jeg, fordi der på en enkelt dag kan være behov for at gøre dette RIGTIG mange gange! Så bliver man selv træt til sidst.

Han kan også stadig være meget, meget hård ved sin søster. Han har utrolig mange kræfter, og han slår virkelig hårdt (ja, jeg mærker det jo selv). Og lillesøster på 16 mdr. får sig nogle knubs. I de situationer afleder vi ikke. Jeg mener, at han SKAL have at vide, at det må han ikke.

Et tilfælde: Han tilbyder lillesøster en bid af hans is. I stedet for at slikke på isen, tager hun imod forventning en rigtig bid. Han går helt i spåner, smider isen fra sig og stikker grædende af sted. Jeg prøver at forklare, at når han tilbyder lillesøster isen, så kan hun ikke forstå, at hun ikke må BIDE af den. Han er slet ikke til at tale med, så jeg lader ham være i fred (af og til glemmer han nemlig hurtigt, at der var ballade, og så bliver han glad igen). Denne gang sker der dog det, at han pludselig kommer farende som trold af en æske og stikker lillesøster en knytnæve lige i ansigtet, så hun går i ...

---

---

... gulvet. Inge af os nåede at reagere. Til gengæld bliver jeg jo stikhamrende tosset, når han gør sådan noget – og så bliver han også ked af det.

Pyha – det er bare ikke nemt!
Jeg tænker, om det måske kan omhandle jalousi?

Hvis du har flere gode råd i forhold til ovenstående, så er jeg lutter ører :o)

En anden ting er, at han er helt ekstremt mor-syg og har været det meget, meget længe. Det er kun mor, der duer. Far er ellers rigtig god til at lege og vil rigtig gerne. Men når det kommer til puttetid, så er det kun mig, der duer. En periode lod vi ham selv bestemme med den forventning, at det blot var en fase. Men da der gik flere måneder sådan, og vi begge syntes, at jeg fik brugt alt for lidt tid på lillesøster, så besluttede vi, at vi skiftedes til at putte ham. Det godtager han om end modvilligt.

Vi plejer at læse en bog og så putte lidt med ham efterfølgende. Men når det er far, så vil han gerne sove selv! En udmelding ingen af os har hørt før – han eeelsker, at vi ligger sammen i hans seng. Og når det er mig, der putter, så foregår det som sædvanligt.
Hvad kan vi gøre – hvis der ellers er noget at gøre?

Lillesøster er blevet lige så mor-syg. Hun har ellers altid været far-syg. Jeg tænker, at hun lurer lidt på storebror. For hvis han er jaloux – så er hun det mindst lige så meget. Hun slår også på ham, hvis han sidder hos mig – eller prøver at rive ham væk ved håret. Vi er meget opmærksomme på at fortælle hende, at det må hun ikke. Hun forstår jo noget, men det er også for at vise storebror, at han ikke er den eneste, der bliver irettesat, når han slår.
Er der noget vi kan gøre i forhold til dette?

Og så en sidste ting, der omhandler indkøring af lillesøster i vuggestue. Hun har været i DP, sinde hun var 11 mdr. Et frygteligt sted med masser af problemer. Så voldsomt at jeg fra den ene dag til den anden valgte at tage hende ud og selv sørge for pasning.

Hun er således blevet passet hos farmor siden. Vi venter på, at strejken ophører, så hun kan blive kørt ind.

Her har jeg brug for lidt råd. Hun når jo at blive 17 mdr. Hun er meget reserveret i forhold til mennesker, hun ikke kender, og hun bliver som en lille abe, når fremmede taler til hende – hæger sig fast i mig.

Jeg tænker at bruge 3 dage på indkøring. Første dag er jeg med hende, forlader hende måske ganske kort. Anden dag er jeg med, forlader hende og lader hende sove der til middag. 3. dag afleverer jeg hende, lader hende sove der og henter hende herefter. Og så begynder hverdagen.
Hvad tænker du om den plan til en pige som hende og med 17 mdr. på bagen?

På forhånd mange tak for hjælpen!
Ermelin

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---