Svar: Ingen rytme i hverdagen
Kære MAJ
Dejligt at høre at I nu har fået lidt ro imellem amningerne og at der på den måde er kommet lidt mere struktur på dagen. Jeg tænker som du at det sikkert også vil hjælpe med lidt skemad og det er her måneder og ikke uger man tæller. Derfor er det tidligst fra 4 måneders alderen at du bør begynde med det.
Det er meget vigtigt at Hannah bliver lagt på maven dagligt, og lærer at holde sit hoved i maveliggende stilling. Læg en pude under hendes brystkasse eller læg hende over en ammepude, så hun på den måde bliver løftet lidt op. Det kan gøre det lidt sjovere at ligge der. Sæt et spejl op foran hende og udnyt også puslepladsen til mavetræning. Også her kan du sætte et spejl op for endevæggen af puslepuden, hvis den vender sådan og så gøre det til en fast vane at hun skal ligge og kigge på sig selv i spejlet hver gang hun bliver skiftet.
Den maveliggende stilling er vigtig i forhold til at få styrke nok i nakke og ryg til at kunne side og det er også fra maveliggende stilling at hun lærer at trille, krybe og kravle. Den maveliggende stilling er altså utrolig vigtigt for hendes motoriske udvikling.
Hun kan også ligge på maven hen over dine lår og hun kan bæres på maven, når I går rundt med hende. Jo mere på maven, når hun er vågen, jo bedre - også selvom hun en gang imellem bliver sur. Jeg ved at blandt andet Lamaze har produceret et dreje og legetæppe, til børn der ikke så gerne vil ligge på maven. Her ligger barnet på en skive og kan så bruge sine armen til at dreje sig rundt, pille ved tingene på tæppet osv. Måske var det en idé for jer?
Temperament er forskelligt - ikke bare hos voksne, bestemt også hos børn og Hannah kan sagtens have et helt andet temperament end sin storesøster. Måske ligner den ene datter sin far og den anden sin mor på det punkt ...:o)
I skal arbejde på at hun skal sove 3 lure dagligt og det er normalt at børn i 3-4 måneders alderen ikke sover særlig meget, men sover kortere lure end de ellers har gjort. Derfor skal I ikke bekymre jer så meget om hvor længe hun sover af gangen, men mere arbejde på at hun får en formiddagslur, en middagslur og sin tredie lur sen eftermiddag eller tidlig aften. Alt efter hvor sent den sidste lur ligger, så går hun tidligere eller senere i seng. Ofte ligger den sidste lur så sent at barnet i denne alder vil have en lang vågenhedsperiode om aftenen og således ...
... måske først gå til ro for natten kl. 22 og det er helt normalt.
Hannahs protest og vægring mod at sove særlig meget om dagen kan derfor godt handle om at I er lidt for opsatte på at hun skal sove, hvor hun måske godt kan vente 1 times tid med at blive puttet og derefter så sove lidt bedre og falde bedre i søvn.
Det er også meget normalt at børn i denne alder spiser hyppigt, det vil sige både spiser når de vågner af en lur og spiser igen 2-3 timer efter, inden de så atter puttes. Du kan derfor godt forsøge at amme lidt hyppigere igen netop fordi det hører alderen til... Frustrerende, når det nu ellers gik meget godt med det :o)
Det er vigtigt både for Hannah men bestemt også for jeres lille familie, storesøster og parforhold, at Hannah en gang imellem kan ligge for sig selv. Hvis hun ikke vil ligge på gulvet, i kravlegård, under aktivitetsstativ, men vil bæres og vugges, så kan en sansegynge måske være hjælpen for jer. Den er desværre forholdsvis dyr, men kan tilgengæld bruges i mange år og begge børn vil elske den i haven senere hen. Til Hannah vil den fungere ved at hænge ca 30 cm over stuegulvet, hun kan ligge på en dyne og når hun så sparker med arme og ben, så vugger gyngen hende stille og roligt frem og tilbage. Samtidig vil hun kunne ligge og kigge rundt og blive stimuleret af alt det hun ser omkring sig ...
Det er vigtigt at hun bliver aktiveret både fysisk og mentalt i sine vågne perioder og så skal hun ammes og puttes til lur 3 gange dagligt. Når du putter hende, så er det fint at svøbe hende i et tæppe, lulle hende til ro og først når hun virker træt, afslappet og parat til at sove, lægge hende i hendes vugge. Liften må hun snart vokse ud af, så det er vigtigt at hun stille og roligt lærer at ligge i vuggen eller sengen.
Om dagen kan du også amme hende, så hun igen er godt mæt og 'trænger til at slå mave', lægge hende i barnevognen og trille hende en tur. Hvis hun gerne vil kigge lidt på verden, så må hun stadig ikke sidde op, men du kan elevere ryglænet i barnevognen eller komme en lille pude ind under madrassen, så hun ligger lidt højere med hovedet. Når hun så har ligget og kigget ud lidt og er blevet fyldt godt op med indtryk, så kan du putte hende rigtigt og hjælpe hende til ro og med at overgive sig til søvnen.
Jeg håber mine tanker hjælper jer lidt videre på vej, rigtig meget held og lykke fortsat:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Babymassage
Babymassage er en systematisk blød og blid form for massage, som oprindeligt stammer fra Indien. Nogle børn nyder at få babymassage, hvor andre børn ikke bryder sig særlig meget om det.
De fleste forældre vil, uden at tænke over det, naturligt have lyst til at kærtegne og berøre deres lille barn. Følg din egen lyst til hvad du og barnet godt kan lide. Børn har bedst af at blive rørt på en måde, hvor det er barnets reaktioner og signaler der er styrende.
Børn har...
Reservebedste
En reservebedste er en ældre person, der gerne vil hjælpe småbørnsfamilier med at passe børnene, når de er syge, har brug for at blive hentet tidligt eller skal passes en dag, hvor forældrene skal i byen.
I nogle kommuner kan man søge om en reservebedste, hvis man er enlig og ikke har mulighed for at trække på sit netværk, men det er også muligt at søge en reservebedste privat.
Det kan være en rigtig god idé at have en reservebedste (M/K), som kan hjælpe i...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

